Castberg langer ud efter influencere: ‘Vil bare spise gratis’

Nu langer Thomas Castberg ud efter influencere.

Kreativ direktør i Skagen Group og B.T.s madekspert, Thomas Castberg, er dybt engageret i nutidens samfundstendenser og er kendt for sine klare holdninger. Med mange års erfaring i madbranchen har han også en stærk mening om de såkaldte ‘influencers’ og kommer i podcasten ‘Spar kassen’ med en klar opfordring.

I takt med at sociale medier fortsætter med at forme forbrugernes adfærd og præferencer, er diskussionen om influencers’ rolle blevet mere aktuel end nogensinde. Thomas Castberg, kreativ direktør i Skagen Group og B.T.s madekspert, har nu kastet sig ind i denne debat og rejst spørgsmål ved influenceres intentioner, når de kontakter restauranter.

Castberg er klar i mælet: Han mener ikke, at influencers kontakter restauranter med det formål at hjælpe dem med at fremme deres brand. Tværtimod ser han det som et forsøg på at få et gratis måltid uden nogen reel hensigt om at levere værdifuld reklame.

“Jeg tror simpelthen ikke på, at en influencer ringer, fordi de oprigtigt mener, at restauranten har brug for reklame,” udtaler han. “Jeg tror, en influencer ringer, fordi de gerne vil spise gratis.”

Dette synspunkt deles af prominente navne inden for den danske gastronomi. Wassim Hallal, der står bag den prisvindende Michelin-restaurant Frederikshøj i Aarhus, og Rasmus Sjødal, ejer af flere bagerier i København, har begge oplevet lignende henvendelser fra influencers. De fortæller, at de ofte bliver kontaktet af personer, der ønsker at bytte online omtale for et gratis måltid eller produkt. For Wassim Hallal er svaret på sådanne forespørgsler dog altid et klart “nej”.

Hallal peger på en væsentlig udfordring ved influencer-samarbejder: troværdigheden. En anmeldelse, der er givet i samarbejde med en influencer, er ikke troværdig, forklarer han. Forbrugerne ved nemlig godt, at anmeldelsen er lavet under ‘andre vilkår’, hvilket gør det svært for dem at gennemskue, hvad der er en ægte madanmeldelse, og hvad der blot er reklame.

Rasmus Sjødal nævner i den forbindelse Copenhagen Fashion Week som et eksempel, hvor han modtog mange henvendelser fra personer, der befandt sig ‘nederst i hierarkiet i modeverdenen’. De ønskede at spise gratis mod at levere ‘content’ og online omtale. Sjødal fandt dog ikke denne form for markedsføring tiltalende og mener, at praksissen er respektløs overfor de restauranter, der har opbygget deres omdømme gennem hårdt arbejde og kvalitet.

De tre madentusiaster understreger, at restauranter på niveau med Frederikshøj slet ikke har behov for den type omtale, som influencers tilbyder. Tværtimod kan det at blive associeret med en influencer potentielt skade restaurantens rygte og omdømme. For restauranter, der i forvejen har bookinger langt ud i fremtiden, er den slags samarbejder ikke bare unødvendige, men kan også have en negativ effekt.

Thomas Castberg afslutter debatten med en skarp kritik af influencer-kulturen. Han mener, at denne praksis siger mere om influencers egen situation og intelligens end om det formål, de påstår at have. Med sine udtalelser opfordrer han til en mere ærlig og gennemsigtig tilgang til markedsføring i madbranchen, hvor kvalitet og troværdighed sættes over hurtige gevinster og ‘gratis’ reklame.