Kendte
Dennis Lindequist fra 'I hus til halsen' om vægttab: "Ret effektiv måde lige at smide de der ekstra kilo"

Nu afslører TV-håndværkeren hvordan han gjorde.
Vi kender ham som den altid energiske og hjælpsomme tømrer i DR-programmet 'I hus til halsen', hvor han sammen med resten af holdet hjælper danskere med at få solgt deres bolig.
Men nu er Dennis Lindequist selv i fokus – og det er ikke på grund af værktøjsbæltet.
Dennis har nemlig lagt sin livsstil om og kastet sig ud i en sundere hverdag, der allerede har givet synlige resultater.
I et interview med Euroman løfter han sløret for, hvordan han har sagt farvel til de ekstra kilo – uden at give afkald på livets små glæder.
"Jeg plejede at drikke kaffe med mælk, men det sidste års tid har jeg været på 16-8-kur," fortæller Dennis og henviser til den populære faste-metode, hvor man undlader at spise i 16 timer og kun indtager mad inden for et 8-timers vindue". For Dennis betyder det faste fra kl. 20 om aftenen til middag næste dag.
Sort kaffe er nu det første, der ryger indenbords om morgenen, og ifølge tømreren har kroppen hurtigt vænnet sig til den nye rytme.
"Det renser ligesom ud i kroppen, og så er det en ret effektiv måde lige at smide de der ekstra kilo, man har taget på efter jul og nytår," siger han.
Men alt med måde.
Det handler om balance
Dennis understreger, at han ikke faster hver dag – som regel holder han sig til tre dage om ugen og tillader sig at nyde lidt godt i weekenderne, hvor sociale arrangementer fylder i kalenderen.
Mens han styrer både sav og sundhed med fast hånd, kan man fortsat følge Dennis hver onsdag aften på DR1, hvor han med sin velkendte charme hjælper familier i knibe i den nyeste sæson af 'I hus til halsen'.