Kendte
Et hårdt liv: Uhyggelige detaljer fra Whitney Houstons obduktion
Whitney Houston blev kun 48 år, men hendes stemme og store sange lever videre den dag i dag. Alligevel er der én ting, der stadig får mange til at gyse, når hendes navn nævnes: den brutale obduktionsrapport, der efter hendes død afslørede, hvor hårdt hendes krop var mærket af år med misbrug.
Den 11. februar 2012 blev superstjernen fundet død i et badekar på Beverly Hilton-hotellet i Los Angeles. Hun blev fundet af sin assistent, og nyheden sendte chokbølger gennem musikverdenen og ud til millioner af fans.
Senere fastslog obduktionen, at Whitney Houston døde ved en utilsigtet drukneulykke, hvor både hjertesygdom og kokainbrug spillede en rolle.
Men det var ikke kun dødsårsagen, der vakte opsigt. For rapporten beskrev også en lang række detaljer, der viste, hvor voldsomt hendes livsstil havde sat sine spor.
Det skriver Mirror.
Ifølge dokumenterne blev Whitney fundet liggende med ansigtet nedad i badekarret, og retsmedicineren noterede, at hendes krop havde flere skrammer. Der blev blandt andet nævnt mærker på både pande og næse samt på skulder, underarm og venstre hånd. Derudover blev der beskrevet et gammelt, helet ar på hendes venstre underarm og et muligt ældre stikmærke ved den indvendige side af venstre albue. Rapporten nævnte også ar efter brystimplantater.
Uhyggelige detaljer
En særlig uhyggelig detalje handlede om vandets temperatur. Badet var ekstremt varmt, og det førte til, at huden på hendes ryg blev brændt og begyndte at løsne sig flere steder på kroppen, blandt andet på benene og omkring knæene.
Et andet fund handlede om hendes hjerte. I en senere gennemgang i et ITV-program forklarede den kendte retsmediciner professor Richard Shepherd, at Whitney led af alvorlig åreforkalkning. Han beskrev tilstanden som, at blodåren nærmest får en belægning, og i hendes tilfælde var en af hjertets kranspulsårer ifølge obduktionen “forsnævret med 60 procent”.
Professoren pegede på, at åreforkalkning typisk ses hos ældre og ofte forbindes med rygning, men at graden hos en 48-årig var bemærkelsesværdig. Derfor lød hans vurdering:
“At finde det så alvorligt hos en 48-årig tyder stærkt på, at andre faktorer har spillet ind.”
Rapporten beskrev også en særlig dyster detalje fra selve fundstedet. Retsmedicineren noterede, at der var “blodigt udflåd fra hendes næse”, og at hendes øjne fremstod blodsprængte.
Samtidig blev der i badeværelset fundet rester af et hvidt pulver, og der blev blandt andet beskrevet en lille ske med en krystal-lignende substans samt sammenrullet papir. I hotelværelset blev der også fundet alkohol – blandt andet en åben flaske champagne og øl – samt flere løse piller.
Var åben omkring sit misbrug
Whitney Houston havde tidligere talt åbent om sit misbrug. I et interview med Oprah Winfrey i 2009 fortalte hun, at hendes forbrug tog til efter optagelserne til filmen The Bodyguard, og hun beskrev perioden som “tung”.
Obduktionen indeholdt desuden flere bemærkelsesværdige detaljer om hendes udseende. Der blev blandt andet noteret, at en brun paryk var fastgjort stramt til hendes eget hår, selvom hendes naturlige hår stadig var fyldigt og uden tegn på skaldethed. Hendes øjenbryn blev beskrevet som tynde og ujævne.
Derudover blev det bekræftet, at hendes øverste tænder var erstattet af en tandprotese.
Og netop det fik tidligere en pårørende til at komme med en opsigtsvækkende udtalelse. Tina Brown, der er søster til Whitneys eksmand Bobby Brown, hævdede i 2006, at sangerinden flere gange havde mistet sine tænder under lange stofperioder.
“Hun mister dem i huset og når hun er ude på stoforgier. De koster 6000 dollars, og tandlægen må hele tiden sende hende et nyt sæt med FedEx," lød det dengang fra Tina Brown.

