Kendte
Eva Ravnbøl venter på den hvide røg: Håber det bliver ham

Vatikanet emmer af spænding, mens verden holder vejret.
Den 21. april sov pave Frans ind, og nu er hele verdens øjne rettet mod Det Sixtinske Kapel, hvor 133 kardinaler er samlet i det traditionsrige konklave.
De skal nemlig vælge den næste pave. Og blandt de mange, der dækker det historiske valg, står to velkendte danske tv-journalister i forreste række: Ulla Terkelsen og Eva Ravnbøl.
Begge er på plads i Rom, hvorfra de rapporterer til TV 2 og TV 2 News. De venter på det ikoniske øjeblik, hvor sort røg fra skorstenen bliver til hvid – tegnet på, at der er valgt en ny pave, og de historiske ord "Habemus Papam" kan lyde fra Peterspladsen.
Eva Ravnbøl og Ulla Terkelsen dækkede også pavevalget i 2013, hvor pave Frans uventet trådte frem som ny leder for den katolske kirke. Denne gang har Eva Ravnbøl dog en klar personlig favorit blandt kandidaterne.
"Det er Matteo Zuppi, som var sognepræst i den kirke i Rom, jeg tidligere var tilknyttet. Han er meget lig den afdøde pave Frans", fortæller hun til BILLED-BLADET.
Matteo Zuppi er kendt for sit sociale engagement og sit tætte bånd til menigheden – værdier, der også kendetegnede pave Frans. Derfor håber Eva Ravnbøl, at netop han bliver den, der skal føre arven videre.
Mens kardinalerne overvejer og stemmer bag lukkede døre, er stemningen i Rom præget af både højtidelighed og forventning.