Kendte
Glad Merete Mærkedahl: Nu kan hun endelig dele stor nyhed
Nu behøver Merete Mærkedahl ikke at holde det hemmeligt længere!
Det har krævet masser af selvdisciplin for Merete Mærkedahl at holde mund de seneste måneder. Hver gang nogen har spurgt til hendes fremtidsplaner, har hun måttet bide sig i tungen – men nu kan hun endelig få luft.
Den populære skuespiller gør nemlig et stort comeback i Cirkusrevyen til næste sommer.
Forløsningen var da også tydelig at mærke, da hun for nylig mødte op på den røde løber til premieren på forestillingen 'Musefælden'. Her kunne hun endelig dele den gode nyhed frit.
Det skriver BILLED-BLADET.
"Er det ikke skønt? Nu kan jeg endelig sige det. Jeg glæder mig bare. Det er et fantastisk hold. Jeg har jo vidst det længe, så hver gang I har spurgt, har jeg ikke måttet sige noget. Jeg har bare glædet mig til at komme tilbage. Jeg elsker at stå ude på Bakken. Jeg håber bare, vi kommer til at spille for fulde huse," lyder det fra Merete Mærkedahl.
Indtager gerne statsministerrollen igen
På scenen i det store telt får hun selskab af velkendte ansigter som Bodil Jørgensen, Niels Olsen og Henrik Lykkegaard, der bliver suppleret af unge Mikkel Becker Hilgart.
Selvom holdet allerede har fået taget de officielle pressebilleder, er selve prøverne slet ikke i gang endnu. Derfor er det også for tidligt at sige, om publikum får et gensyn med hendes knivskarpe parodi på Mette Frederiksen. Men skuespilleren slår med et smil fast, at hun er helt klar på at trække i statsminister-rollen igen, hvis det bliver aktuelt.
Lige nu er der dog skruet markant ned for blusset. Merete Mærkedahl har bevidst valgt at tage en velfortjent pause fra teaterlivet for at lade op og i stedet fokusere på lidt mindre opgaver. Udover at hun lige har været med i 'Hjertegalla' og indspillet en kortfilm, kan seerne glæde sig til at se hende svinge gryderne på tv senere på året. Hun er nemlig en af deltagerne i 'MasterChef Jul', hvor hun samler penge ind til Børnecancerfonden.

