Kendte
Har du også bemærket det? Anne Glad afslører ny tendens hos danskerne

I en verden, hvor uforudsigelighed og kriser fylder mere end nogensinde, er det blevet tydeligt, at mange danskere vender blikket mod noget større for at finde ro.
Ifølge livsstilsekspert Anne Glad er der en markant tendens i, hvordan vi håndterer usikre tider.
Da Alt.dk mødte hende på den røde løber til Mofibo Awards, satte hun ord på fænomenet.
”Når der er krisetider, og mange har svært ved at overskue den store verden, så søger vi ind i os selv for at finde svarene, og mod det spirituelle eller religiøse,” fortæller Anne Glad.
Det handler dog ikke kun om tro og spiritualitet. Måden, folk bearbejder bekymringer på, kan være vidt forskellig. Nogle strikker, andre starter en surdej, nogle går til psykolog, mens andre trækker englekort eller lægger tarotkort. Fælles for dem alle er behovet for at finde en strategi til at navigere i en uforudsigelig verden.
Folkekirken oplever en stigning
Anne Glad ser også en tydelig udvikling i danskernes forhold til folkekirken. Efter år med dalende medlemstal tyder det nu på, at flere forbliver i folkekirken og benytter sig af kirkens rum og traditioner. Kirken er blevet et sted, hvor folk kan finde ro og mening i en tid, hvor meget virker kaotisk.
Fakta frem for tro
Selv om mange søger mening i det spirituelle, er Anne Glad ikke selv en af dem.
”Jeg søger ikke selv spiritualiteten, men alle mennesker finder deres forskellige strategier til at overleve, når der er så meget knald på verden, som der er lige nu,” forklarer hun.
Hun påpeger dog, at de, der søger mod religion eller spiritualitet, ofte er mennesker, der er gode til at mærke efter i sig selv og finde svar, når verden omkring dem ikke giver mening.
En ting er sikkert: Uanset om det er meditation, tro eller surdej, har vi alle vores måder at håndtere livets store spørgsmål på.