Film / TV
Signe Molde klar med nyt DR-program: Nu kan danskerne stille forslag direkte til politikerne
Hvad ville du foreslå vores politikere, hvis du fik muligheden?
Flere danskere skal inddrages i den politiske samtale – også dem, der ikke normalt tager ordet i et debatstudie. I ’Signe Moldes Roadshow’ rejser Signe Molde ud i landet med tre toppolitikere og giver borgere mulighed for at præsentere deres egne politiske forslag direkte for dem.
Måske er du frustreret over noget, der ikke fungerer i hverdagen. Måske har du brug for at råbe op om en udfordring i dit lokalområde. Eller måske har du en genial løsning på et overset problem – og et brændende ønske om, at politikerne på Christiansborg hører det.
I det nye DR-program ’Signe Moldes Roadshow’ bliver afstanden mellem danskerne og Christiansborg kortere, når danskere med en personlig sag får mulighed for at præsentere deres politiske forslag direkte for tre toppolitikere.
Programmet er, som navnet antyder, optaget ude i det ganske danske land, mens Signe Molde er vært og guider deltagerne i forsøget på at overbevise politikerne om at tage forslagene med tilbage til Christiansborg.
"Roadshowet er et moderne og underholdende forsamlingshus, hvor helt almindelige mennesker får lov til at stille sig op foran dem, der bestemmer, og sige: “Det her fylder hos mig, og jeg synes, I skal gøre noget ved det.” Man behøver ikke være professionel debattør eller kunne tale christiansborgsk. Man skal bare have noget på hjerte og turde sige det højt," siger Signe Molde.
Demokratiet vinder, når alle bliver hørt
I hvert program indtager fem danskere scenen og præsenterer politiske forslag om alt fra, at der skal indføres gule og røde kort i Folketinget til, at det skal være en menneskeret at komme igennem til et menneske, når man ringer til kundeservice.
Efter deltagerne og politikerne har debatteret forslaget på kryds og tværs, vender politikerne til sidst tommelfingeren op eller ned til forslaget. Men ikke uden at blive udfordret på partilinjer eller vanetænkning.
"Demokratiet vinder, når alle føler sig hørt, og der er plads til at mene noget forskelligt. Med ’Signe Moldes Roadshow’ ønsker vi derfor at skabe et rum, hvor borgere og politikere kan mødes ansigt til ansigt og diskutere politik på borgernes præmisser," siger Peter Gren Larsen, der er producent på programmet. Han fortsætter:
"Der er noget særligt dansk over, at det overhovedet er muligt at lave et program som det her, og på den måde er det også en fejring af det danske demokrati, når det er bedst."
Et nyt slags møde mellem borgere og politikere
Med ’Signe Moldes Roadshow’ lægger DR arena til et nyt slags møde mellem borgere og politikere, som skal flytte den politiske samtale tættere på borgernes egne liv og bygge bro mellem danskernes hverdag og Christiansborg.
Programmet giver seerne indblik i emner, der både findes i og uden for offentlighedens søgelys, og selvom forslagene udspringer af deltagernes personlige liv, vil mange rundt om i Danmark kunne nikke genkendende til dem.
’Signe Moldes Roadshow’ har premiere den 23. august klokken 18.00 på DRTV og på DR2 samme aften klokken 21.00. Her har Signe Molde taget Franciska Rosenkilde (ALT), Inger Støjberg (DD) og Morten Dahlin (V) med til Brande.
Senere på efteråret venter en ny sæson af 'Signe Moldes Roadshow'. Danskere, der også har mod på at præsentere deres gode idé til tre politikere, kan indsende deres forslag og en præsentation af dem selv til mailen [email protected].

