Kendte
Jacob Haugaard er færdig: "Om man vil det eller ej..."
Entertaineren takker af efter sommeren.
Jacob Haugaard har stået med mikrofonen foran tusindvis af koncertgæster sommer efter sommer gennem næsten fire årtier.
Nu er det slut.
Efter 39 år som konferencier på Grøn har den 74-årige entertainer besluttet, at årets turné bliver hans sidste. Beslutningen handler ikke om at trække sig tilbage fra arbejdslivet – tværtimod. For Haugaard handler det om at give plads, mens legen stadig er god.
Vil fremtidssikre Grøn
Beslutningen blev truffet allerede sidste år, og ifølge Jacob Haugaard skyldes den først og fremmest et ønske om at sikre, at Grøn fortsætter med at udvikle sig.
"Om man vil det eller ej, skal man rykke sig. Hvis du vil fremtidssikre sådan noget som Grøn, skal man gøre, hvad jeg gør nu," fortæller han ifølge Se og Hør.
Mikrofonen bliver i stedet givet videre til podcastvært Kathrine Abrahamsen, som Jacob Haugaard ser som et oplagt valg til rollen.
Han peger blandt andet på hendes rolige temperament og evnen til at være bindeled mellem scenen, de frivillige og publikum.
En rejse, der begyndte med et nej
Historien om Jacob Haugaards Grøn-eventyr begyndte tilbage i 1987, da Muskelsvindfondens stifter, Evald Krog, pegede på ham som konferencier.
Haugaard var ikke ligefrem overbevist, men Krog gjorde hurtigt klart, at beslutningen allerede var truffet.
Samtidig voksede Jacob Haugaards tilknytning til Muskelsvindfonden gennem familien. Han kørte sin hustrus søn, Nicolai, til fysioterapi, og oplevelserne satte dybe spor.
"Nicolai døde i 2008 ... Alle de ting, han har bragt ind i mit liv, er uvurderlige. Jeg savner ham hver eneste dag."
Stopper – men går ikke på pension
Årets Grøn-turné er totalt udsolgt, og Jacob Haugaard får dermed en værdig afsked foran fyldte pladser, når koncertkaravanen besøger Tårnby, Kolding, Aarhus, Aalborg, Esbjerg, Odense, Næstved og slutter i Valby den 26. juli.
Selv om konferencierrollen nu lægges på hylden, har han ingen planer om at forlade rampelyset.
For nylig har han afsluttet optagelserne til en ny film instrueret af Oscar-vinderen Alexander Payne, og samtidig holder han sig beskæftiget med både skrivning og maleri.
Om Grøn bliver helt fortid, vil han dog ikke love.
"Men var der en ting, jeg lærte, da jeg var i Folketinget, så er det, at du ikke skal love noget. For Guds skyld! Man aner aldrig, hvad der sker."

