Kendte
Mette Frederiksen slår fast: Skal blive billigere for danskerne
Der var både eftertænksomhed og konkrete løfter i statsminister Mette Frederiksens Facebook-opslag torsdag aften. Her satte hun ord på en udfordring, som mange – ikke mindst ældre danskere – fortsat mærker i hverdagen: De høje priser på madvarer.
Statsministeren lagde ikke skjul på, at regeringen tidligere kunne have gjort mere. Hun henviste til sin nytårstale, hvor hun allerede tog selvkritik på området og lovede, at kursen skulle ændres. ”I nytårstalen nævnte jeg, at vi ikke havde gjort nok ved den udfordring. Og at det skulle være anderledes,” skrev hun.
Og netop anderledes er det, hun nu mener, at regeringen er på vej til at gøre det. Ifølge Mette Frederiksen er der nemlig landet to vigtige aftaler på meget kort tid, som skal lette presset på de danskere, der er hårdest ramt af prisstigningerne.
Den første aftale handler om en fødevarecheck målrettet dem, der mærker de høje priser mest. Statsministeren understregede, at hun er glad for, at aftalen er kommet på plads, og at den skal nå ud til modtagerne hurtigst muligt. ”Derfor er jeg glad for, at der i går faldt en aftale på plads om en fødevarecheck til nogle af jer, der er hårdt ramt af priserne på særligt fødevarer,” lød det.
Endnu en aftale på plads
Allerede dagen efter kunne hun så dele endnu en nyhed. Regeringen og aftalepartierne er blevet enige om at afsætte hele 6 milliarder kroner årligt fra 2028 til at sænke momsen på fødevarer – eller helt fjerne momsen på frugt og grønt. Målet er klart: Det skal blive billigere at handle ind. Som statsministeren selv formulerede det, skal det gøre, ”så det kan blive lidt billigere at fylde kurven, når man er i supermarkedet”.
Hun lagde dog ikke skjul på, at der er tale om en løsning, som kræver tålmodighed. Ændringerne kan ikke træde i kraft fra den ene dag til den anden, men ifølge Mette Frederiksen ændrer det ikke på, at regeringen mener, det er den rigtige vej at gå.
Afslutningsvis gjorde statsministeren det klart, at tempoet i udbetalingen af fødevarechecken har været et helt centralt punkt i forhandlingerne. For regeringen har det været afgørende, at hjælpen ikke bare bliver besluttet, men også hurtigt kan mærkes i hverdagen hos dem, der har allermest brug for den.
Herunder kan du se hele opslaget fra Mette Frederiksen:

