Kendte
Peter Lund Madsen: Får sin stemme tilbage juleaften
Selvom Peter Lund Madsen ikke længere er iblandt os, får hans stemme alligevel nyt liv juleaften, når DR sender en særlig udgave af Hjernekassen
Når mange danskere sætter sig sammen juleaften, bliver det med en stemme, de kender særdeles godt.
Peter Lund Madsen, der i årevis var vært på radioprogrammet Hjernekassen, bliver nemlig mindet i en særudgave af programmet på P1.
Peter Lund Madsen døde i august efter et hjertestop under en cykeltur. Han blev 65 år.
Nu har DR ønsket, at hans arbejde og betydning markeres med et særligt mindeprogram, der sendes den 24. december.
Det skriver BILLED BLADET
stemmen lever videre
Særudgaven er produceret af Peter Lund Madsens nære ven og mangeårige kollega Morten Krøgholt, der også stod bag Hjernekassen gennem årene.
For ham har arbejdet været mere end blot en redaktionel opgave.
“Jeg savner Peter helt utrøsteligt, og har kun få sekunder om dagen, hvor han ikke rumsterer i mit sind,” skriver Morten Krøgholt på programmets officielle Facebook-side.
Programmet tager lytterne med tilbage i arkivet og samler klip fra de mange radio og tv-programmer, som de to nåede at lave sammen over næsten tre årtier.
Det bliver ikke et punktum, men snarere en fortsættelse af den samtale, Peter Lund Madsen havde med sine lyttere.
et sidste fælles øjeblik
Ifølge Morten Krøgholt er håbet, at programmet kan give et billede af det menneske, Peter Lund Madsen var, både fagligt og personligt.
“Jeg håber, at jeg med det her radioprogram får skildret, hvor helt enestående et menneske Peter var,” lyder det videre.
Særudgaven af Hjernekassen sendes på P1 juleaften den 24. december klokken 16.03 og kan også høres efterfølgende.

