Kendte
Rygterne svirrer: Kærligheden blomstrer mellem Vild med dans-stjerner
Der er amoriner i luften hos dyrevennen Robert Irwin, søn af afdøde Steve Irwin. Den 21-årige australske tv-darling deltager i øjeblikket i den amerikanske udgave af Dancing With The Stars (Vild med dans,red.) – og nu går rygterne på, at han har fundet kærligheden blandt sine meddansere.
Ifølge amerikanske medier og sladdersiden Deux Moi skulle Robert have fået et særligt godt øje til den 19-årige danser Hailey Bills, der er en del af programmets faste trup. En anonym kilde fortalte til Deux Moi:
"Alle elsker DWTS’ ungkarl, men nu har han sat jagten på sin amerikanske drømmepige på pause for at have lidt sjov uden for dansegulvet."
Det skriver Dailymail.
Ifølge samme kilde er de to blevet set tæt flere gange bag kulisserne.
"Mine kilder fortæller, at han flere gange er blevet set i selskab med en brunette – den samme, han altid følger rundt på settet. Hun er den eneste af danserne, han følger på Instagram," lød det videre i forklaringen.

Selvom hverken Robert eller Hailey har bekræftet rygterne, har de ikke gjort meget for at aflive dem heller. Forleden delte Robert en video på sociale medier, hvor han danser energisk sammen med Hailey – og smilene mellem de to taler næsten for sig selv. Under videoen skrev han: “Æresmedlem af dansertruppen.”
Svært kærlighedsliv
Hailey Bills er et kendt navn i dansemiljøet i USA. Hun begyndte at danse allerede som barn og har specialiseret sig i både standard, ballet og hiphop. På sociale medier beskrives hun som både talentfuld og karismatisk – og hun har tilsyneladende gjort et stort indtryk på den unge Irwin.
Robert Irwin har tidligere fortalt, at kærlighedslivet ikke altid har været nemt. Efter bruddet med kæresten Rorie Buckey i februar 2024, fortalte han i et interview på australsk tv, at han stadig ledte efter den rette.
"Det er en speciel verden at navigere i, når man står i rampelyset," sagde han i programmet Today.
Han afslørede også, at han ikke havde travlt med at finde nogen:
"Jeg tror, jeg er typen, der bare lader det ske. Jeg ser på mine forældre som en inspiration – og på min søster Bindi, der har fundet sin Chandler. Jeg ved, der findes en derude for mig, men hun skal være klar til at tage del i det liv, jeg lever. Det går stærkt, og det er overalt – men jeg vil helt sikkert gerne dele det med en særlig person."
Robert og Rorie Buckey dannede par i næsten halvandet år, før de gik hver til sit. Hun blev hurtigt populær blandt hans familie, især Roberts mor, Terri Irwin, og søsteren Bindi, som roste Rories kærlighed til naturen.

