Kendte
Simon Stenspil med dårligt nyt: Endnu en operation truer
Den populære Badehotellet-stjerne Simon Stenspil har de seneste dage været igennem et hårdt forløb med sit øje, og nu deler han åbent, hvordan han har det.
På Instagram skriver den 44-årige skuespiller, at han torsdag blev opereret, og selvom indgrebet gik godt, opstod der hurtigt komplikationer. Allerede dagen efter måtte han tilbage på hospitalet.
"Fredag morgen fik jeg kvalme, kastede op og måtte tilbage på hospitalet med forhøjet tryk i øjet," fortæller han.
Lægerne sendte ham hjem med ekstra medicin og flere øjendråber – og med strenge ordrer om at tage den helt med ro.
Han forklarer, at han er blevet bedt om at holde sig i ro i en uge, ligge stille i mørke og undgå skærm og læsning: "Hvilket jo alle dage har været min spidskompetence," skriver han med et strejf af sarkasme.
Nye udfordringer truer
Trods ro og behandling var han igen til kontrol i dag, hvor lægerne fik øje på nye udfordringer. "Trykket var heldigvis faldet, men desværre så de tegn på infektion i øjet," afslører han. Hvis det viser sig at være tilfældet, kan en ny operation blive nødvendig – noget, Simon ærligt indrømmer, at han slet ikke kan overskue lige nu.
"Så jeg tager imod al god energi, og der må gerne krydses fingre for, at jeg slipper for en ekstra tur på operationsbordet," beder han sine følgere.
Mens han holder sig i ro, har han også en lille opfordring: Han efterlyser gode forslag til lydbøger, podcasts og hørespil, som hans kæreste Anna kan læse eller afspille for ham.
Det er nemlig også Anna, der har hjulpet ham med at skrive opdateringen, og med et glimt af humor tilføjer han: "Jeg håber, hun har skrevet det, jeg har sagt, ellers må I lige sende en PM."
Vi ønsker rigtig god bedring!
Herunder kan du se hele opslaget fra Simon Stenspil: