Susse Wolds store vendepunkt: Én oplevelse ændrede alt

Da Susse Wold for nylig rejste til Hawaii, var det ikke bare endnu en ferie. Det var en tur tilbage til et sted, der i årevis havde været tæt forbundet med hendes liv sammen med ægtemanden Bent Mejding.

Parret havde besøgt øerne mange gange gennem årene, og ifølge Susse Wold havde de endda været gift på Hawaii hele fem gange. Derfor havde hun også et helt særligt forhold til stedet, og efter Bent Mejdings død i slutningen af 2024 traf hun en beslutning om at tage afsted alene.

Hun fortæller til Alt.dk, at hun havde en fornemmelse af, at Bent på sin egen måde stadig var med, når hun var derude, fordi minderne om deres tid sammen lå overalt i de oplevelser, de havde delt.

Men en dag, mens hun sad alene og så ud over Stillehavet, ramte en særlig følelse hende. Hun fik lyst til at gå ud og bade, men samtidig kom tvivlen og alle de små bekymringer, som pludselig kan fylde mere, når man står alene. Hun nåede at tænke på alt fra, om det var nemmere at vente til dagen efter, til hvad der kunne gå galt, hvis bølgerne blev for voldsomme, og hun endte i en situation, hun ville synes var pinlig.

Derfor blev det et vendepunkt

Alligevel gik hun i vandet, og da hun bagefter kunne konstatere, at ingen af bekymringerne var blevet til virkelighed, satte det gang i noget i hende. Hun fik lyst til at fastholde den følelse og skrev en sætning ned, som hun siden ikke har kunnet slippe.

"Man skal altid være stærkere end sin stærkeste undskyldning."

Da hun læste linjen igen dagen efter, gik det op for hende, at hun ikke bare havde skrevet noget klogt – hun havde skrevet noget, hun selv manglede at leve efter. Og i det øjeblik begyndte hun at stille sig selv et mere grundlæggende spørgsmål om, hvordan hun ville leve resten af sit liv.

På det tidspunkt havde Susse Wold i en periode sagt nej til en rolle i musicalen “My Fair Lady”. Sorgen fyldte stadig, og hun havde også været præget af usikkerhed og frygt. Men oplevelsen på Hawaii blev et vendepunkt, hvor hun ikke længere kunne gemme sig bag de sædvanlige forklaringer.

Hun beskriver det som et valg, der i virkeligheden var ret enkelt, men også stort. "Vil jeg leve, eller vil jeg dø?"

Susse Wold understreger, at hun ikke taler om at dø fysisk, men mere om den form for opgivenhed, hvor man stopper med at gøre de ting, der giver livet mening. Hun fortæller, at hun oplever, at mange i hendes egen alder begynder at trække sig tilbage, beklage sig og give slip på det, de egentlig holder af, og hun mener, at man selv har et ansvar for at holde noget i gang.

Derfor tog hun kontakt til Det Ny Teater og sagde ja til rollen, hun tidligere havde afvist. For hende handlede det om at vælge livet til og om at være sammen med mennesker, der løfter én, i stedet for dem, der forsøger at få én til at skrue ned.

Og netop den beslutning blev for Susse Wold en påmindelse om, at det ikke er alder eller omstændigheder, der skal bestemme, hvornår man stopper – men ens egen lyst til stadig at være til stede i det, der føles vigtigt.