Kendte
TV 2-stjerne har ændret navn: Afslører den rørende årsag
Det blev et farvel fyldt med både sorg og forsoning, da Stephanie fra Årgang 0 og hendes far fandt hinanden igen efter flere års afstand. Nu afslører hun den smukke gestus, hun nåede at give ham, før det var for sent.
Stephanie har aldrig lagt skjul på, at hendes forhold til faren, Christian van-der Watt, i perioder var svært. I sin bog beskrev hun åbent, hvordan tilliden brast, og hvordan hun i 2018 valgte at afbryde kontakten. Men livet ville det anderledes. Et halvt år før Christian gik bort som kun 43-årig, fandt far og datter hinanden igen.
Det var i denne periode, at Stephanie traf et valg, hun i dag beskriver som både rørende og vigtigt. Hun besluttede at tage sin fars efternavn tilbage – en handling, hun nåede at dele med ham, mens han stadig var i live.
Det skriver Alt.dk.
"Inden Jeff og jeg blev gift, der hed jeg Stephanie Siguenza van-der Watt, men i kraft af, at jeg ikke snakkede med min far, så brugte jeg kun Siguenza," fortæller hun.
En sidste gave
Efter sit bryllup valgte hun i 2022 helt at fjerne navnet van-der Watt, men med tiden ændrede hendes følelser sig igen.
Da hun genoptog kontakten med faren, og de begyndte at tale sammen dagligt, voksede behovet for at skabe en bro tilbage til det navn, hun var født med. Derfor ændrede hun i februar sit navn tilbage til Siguenza van-der Watt. Det var både en kærlighedserklæring og en sidste gave til faren.
Stephanie beskriver, hvordan beslutningen ramte dybt hos Christian:
"Da jeg fortalte ham, at nu havde jeg taget navnet tilbage, så sagde han, at det gjorde ham virkelig glad." Hun forklarer, at gestussen gav dem begge en følelse af forsoning i en tid, hvor de vidste, at tiden var knap.
Christian van-der Watt sov stille ind den 5. marts 2025. Og selv om sorgen stadig fylder, er Stephanie taknemmelig for, at de nåede at finde hinanden igen – og at hun nåede at give ham sit navn tilbage. Som hun selv udtrykker det, betød det “noget for min fars situation, men også i forhold til vores situation sammen.”

