Kendte
Whitney Houstons ikoniske sceneoutfit solgt for et svimlende beløb

Et af Whitney Houstons mest spektakulære scenekostumer er netop blevet solgt for et svimlende beløb
Det var glimmer og glamour, der kom under hammeren, da et af Whitney Houstons mest mindeværdige kostumer blev solgt på auktion.
Helt konkret var der tale om et tætsiddende catsuit pyntet med funklende perler og krystaller, der gik for hele 22.400 amerikanske dollar. Det svarer til over 140.000 danske kroner, og outfittet ramte dermed en pris, der var fire gange højere end vurderingen.
Det fortæller TV2.
Kendt designer står bag
Dragten blev specialdesignet af modeskaberen Marc Bouwer, som gennem årene har været med til at definere sangerens stil.
Dette outfit, som Houston bar under sin verdensomspændende "I’m Your Baby Tonight"-turné i 1991, hvor hun blandt andet optrådte i den legendariske Madison Square Garden, var bestemt ikke nogen undtagelse.
Det særlige ved netop dette scenetøj var, at perler og krystaller var placeret i et bikinimønster henover den sorte spandex.
Auktion fyldt med stjernestøv
Catsuitet var blot ét af 25 personlige ejendele fra sangerens liv, der blev solgt samme dag. Blandt genstandene var smykker, håndtasker, kjoler og sko og endda en prestigefyldt pris, som en køber lagde 16.000 dollar for at eje. Der er tale om prisen, der blev givet til Houston som hyldest for salget af over 19 millioner eksemplarer af det ikoniske soundtrack til filmen The Bodyguard.
Soundtracket rummer hendes uforglemmelige fortolkning af "I Will Always Love You" og indbragte både en Grammy for Årets Album og en Grammy for Årets Indspilning.
Hele overskuddet fra auktionen går til The Whitney E. Houston Legacy Foundation.