Musik
ABBA i sorg: "Sov godt"

På instagram sætter popbandet nu ord på det store tab.
ABBA er et af de mest succesfulde popbands i musikhistorien. Med hits som 'Dancing Queen', 'Mamma Mia' og 'Waterloo' har de tryllebundet generationer og solgt over 400 millioner albums verden over.
Men bag det glitrende ydre og de smittende melodier stod en mand, som sjældent blev set i rampelyset.
Nemlig lydteknikeren Michael B. Tretow.
Og han er netop årsagen til at ABBA er ramt af sorg.
Michael B. Tretow, der var gruppens faste tekniske mastermind og en nøgleperson i udviklingen af ABBAs særlige lyd, er gået bort i en alder af 80 år.
Sådan skriver Aftonbladet.
Han arbejdede tæt sammen med alle fire medlemmer – Benny Andersson, Björn Ulvaeus, Anni-Frid Lyngstad og Agnetha Fältskog – og bliver af mange betragtet som det femte medlem af ABBA.
Hans familie har bekræftet dødsfaldet over for den svenske avis Aftonbladet. Også de fire ABBA-medlemmer har reageret følelsesladet på nyheden.
– Du betød mere for os fire i ABBA end nogen anden. Jeg håber og tror, du har følt det gennem alle de år, vi arbejdede (og grinede uafbrudt) i studiet, skriver Benny Andersson i en kommentar.
Agnetha Fältskog nåede at besøge ham kort før hans død og husker det som et særligt øjeblik.
“Du var så syg, men din latter og humor var der stadig… Sov godt, Micke, du er i vores hjerter for evigt,” lyder hendes ord.
Michael B. Tretow efterlader sig en musikalsk arv, der aldrig bliver glemt – og et hul i hjertet hos dem, der kendte ham bedst.
Se opslaget nedenfor ABBA sætter ord på sorgen: