Musik
Bryan Adams indtager Danmark: Her går han på scenen

Nu vender Bryan Adams tilbage til Danmark.
Den canadiske rockstjerne Bryan Adams sætter kurs mod København til august, og denne gang bliver der rig mulighed for at opleve ham live. Plænen i Tivoli danner rammen om to unikke koncertaftener – Fredagsrock den 8. august og LørdagsHits den 9. august – hvor Adams går på scenen med sine største hits samt nye sange fra det aktuelle album Roll With the Punches.
Det bliver første gang nogensinde, at Tivoli lægger græs til en dobbeltkoncert med en international stjerne, og det bliver samtidig Bryan Adams’ eneste optrædener på dansk grund i 2025. Forlystelseshaven forventer stor rift om billetterne, da der er pladsreservation til koncerterne.
Sådan oplyser Tivoli i en pressemeddelelse.
Med ikoniske sange som Summer of '69, Run to You og Heaven har Bryan Adams sat et uudsletteligt aftryk på rockhistorien. Han fik sit store gennembrud i 1984 med albummet Reckless, og siden da er det blevet til over 20 albums, millioner af solgte eksemplarer og hele 15 Grammy-nomineringer. Adams har desuden tre Oscar-nomineringer og fem Golden Globe-nomineringer på sit CV.
En særlig oplevelse
Når han gæster Tivoli, er det ikke første gang, han spiller for et dansk publikum. Siden sin debutkoncert i København i 1983, hvor han optrådte på det nu nedlagte spillested Saltlageret, er han vendt tilbage til Danmark mange gange. Denne sommer lover han dog en særlig oplevelse: "Jeg glæder mig virkelig til at give den gas i Tivoli i København. Vi har haft så mange fantastiske koncertoplevelser i Danmark, og jeg kan ikke vente med at se jer," lyder det fra Bryan Adams.
Som optakt til begge koncerter vil DJ Jørgen de Mylius skabe sommerstemning fra kl. 19.00. Med en perlerække af rockklassikere fra kunstnere som Elton John, Bruce Springsteen og Rod Stewart, samt nostalgiske danske hits fra blandt andre Aqua og Danseorkestret, er der garanti for feststemning på Plænen. "Plænen kommer til at være brandvarm, når Bryan Adams går på scenen! Det bliver fantastisk at varme op for Bryan Adams, som også er en af mine egne favoritter," siger Jørgen de Mylius.
Bryan Adams er blot ét af de store navne i Tivolis sommerprogram 2025. Sæsonen byder også på optrædener fra artister som James Morrison, The Raveonettes, D-A-D og Burhan G. Den 15. august fortsætter festen, når Blæst og Emma Sehested Høeg indtager scenen på Tivolis fødselsdag.
Pladsreservation til koncerterne med Bryan Adams bliver tilgængelig fra den 30. juli kl. 10.00 via Tivolis hjemmeside, og systemet kører efter først-til-mølle-princippet. Udover reservationen kræves en gyldig entrébillet eller Tivolikort for at få adgang.
”Når han spiller Summer of ’69 under åben himmel, bliver det et øjeblik, man aldrig glemmer,” fortæller Marika Hakesberg, chef for Musik og Underholdning i Tivoli, som garanterer to aftener fyldt med nostalgi, rock og store følelser.