Musik
Christopher overrasker: Hvem havde set den komme?

Samarbejdet får fans til at spærre øjnene op.
Den danske popsensation Christopher har gang i meget – og nu har han også fået internettet til at løfte øjenbrynene.
For i 2025 er det ikke et nyt hit eller en stor koncert, der stjæler opmærksomheden – men derimod et overraskende samarbejde med den globale memeside 9gag.
I et opslag på Instagram har både Christopher og 9gag løftet sløret for samarbejdet, som går ud på, at brugerne kan stille den danske popstjerne spørgsmål, som han vil svare på den 14. juni. Og det har fået fans verden over til at spærre øjnene op.
"Som dansker er det at se denne mand dukke op på 9gag det mest random, jeg har oplevet i 2025,” lyder en kommentar, der opsummerer stemningen blandt mange undrende følgere.
9gag er en af verdens mest populære memesider og har tidligere samarbejdet med internationale navne som Charlie Puth og den nu afdøde Liam Payne fra One Direction. Men at netop Christopher skulle være næste stjerne i rækken, havde de færreste set komme.
Samarbejdet kommer midt i en tid, hvor Christopher rider på en international bølge. Efter både verdens- og Europaturné de seneste år, har han for alvor slået sit navn fast – og måske er det netop dét, der har fanget 9gags interesse.
Til trods for de mange undrende reaktioner, er der også nysgerrighed at spore i kommentarsporet.
Fans spekulerer nu på, hvad popstjernen mon bliver spurgt om – og ikke mindst, hvordan han vil håndtere det noget anderledes internetpublikum.
Selv har Christopher endnu ikke sagt meget om samarbejdet, men én ting er sikkert: Der er flere, der holder øje, når svarene ruller ind den 14. juni.
Se opslag nedenfor: