Musik
Han skrev tidens største hits: Nu er han død
Den amerikanske sangskriver Billy Steinberg, der blandt andet var med til at skabe Madonnas megahit “Like a Virgin”, er død. Han blev 75 år.
Dødsfaldet er blevet bekræftet af Steinbergs advokat, som oplyser til BBC, at sangskriveren døde i Los Angeles efter at have fået konstateret kræft.
Selv om Billy Steinberg ikke var et navn, alle kendte, har de fleste alligevel hørt hans ord. Gennem fire årtier leverede han tekster og melodier til nogle af de største pop- og rockstjerner i verden – blandt andre Whitney Houston, Roy Orbison, Celine Dion, Demi Lovato og The Bangles.
I en udtalelse sætter familien ord på, hvem han var – både som kunstner og privatperson. De beskriver ham som en “visionær sangskriver, hengiven ægtemand, kærlig far og en af de mest indflydelsesrige sangskrivere i sin tid”.
Ifølge familien var hans sange sjældent skrevet med et ønske om at imponere. Tværtimod kom mange af teksterne fra noget meget personligt, som han formåede at gøre genkendeligt for millioner.
Endte i toppen af hitlisterne
De fortæller, at “hans sangtekster ofte begyndte som dybt personlige refleksioner, der blev forvandlet til hymner, som millioner kunne spejle sig i”.
Billy Steinberg blev født som William Steinberg i Californien og slog for alvor igennem i starten af 1980’erne, da han begyndte at samarbejde med sangeren og sangskriveren Tom Kelly. Sammen stod de bag en række store hits – og deres gennembrud kom for alvor i 1984.
Her blev “Like a Virgin” et verdenshit, der sendte Madonna til tops på den amerikanske hitliste Billboard Hot 100 og samtidig blev titelnummeret på hendes andet album.
Senere fulgte flere sange, der i dag regnes som klassikere. Blandt andet Cyndi Laupers “True Colors”, Whitney Houstons “So Emotional” og Divinyls’ “I Touch Myself”.
I 00’erne fortsatte Steinberg med at skrive hits og var blandt andet med på sange for JoJo og Demi Lovato.
Hans store betydning blev også anerkendt i branchen. Han modtog flere priser i løbet af sin karriere – blandt andet en Grammy for arbejdet på Celine Dions album Falling Into You fra 1996.
I 2011 blev han optaget i Songwriters Hall of Fame, hvor han bliver beskrevet som en af de “mest succesfulde sangskrivere”, hvis sange har udviklet sig til “varige klassikere”.
Billy Steinberg efterlader sig sin hustru Trina, to sønner og to stedbørn.

