Musik
Lars Lilholt afslører sjove detaljer fra intimt indgreb: "Hold nu kæft, ikke?"

Nu fortæller Lars Lilholt en sjov historie, om dengang han skulle steriliseres.
Lars Lilholt og Peter Ingemann står bag bogen 'Fra Jyllands hjerte'.
De to mødtes tilfældigt i grøntafdelingen i Kvickly i Ry, og det blev starten på et helt særligt venskab.
De begyndte en samtale over rodfrugterne – en samtale, der udsprang af Lars Lilholts kræftsygdom og som siden udviklede sig til gode snakke om det nære og det almene, om den danske folkesjæl og historiens vingesus.
Fælles for dem er, at de gennem mange år, begge har været i kontakt med utallige forskellige danskere. Derfor vender de i bogen verdenssituationen, som de ser den - blandt andet vendes emner som manderollen, provinsen, folkelighed og meget mere.
Ifølge SE & HØR falder snakken også på et lidt mere intimt emne, nemlig fertilitet.
Her fortæller Lars Lilholt at han og hustruen oprindeligt ønskede at få flere børn, men at de blev frarådet det, da hustruen, Ninna, blev syg af det og efter to ufrivillige aborter ikke længere måtte blive gravid.
Derfor ville Lars Lilholt steriliseres og selve indgrebet skulle foretages på en klinik på Samsø.
Valget af klinik var taget ud fra, at Lars Lilholt havde håbet på, at det ikke ville vække opsigt - sådan gik det dog ikke.
Hold nu kæft
Den sygeplejerske som skulle assistere under indgrebet, var nemlig en meget stor fan og lod ikke muligheden for at komme tæt på sit store idol passere.
"Og hun snakkede kun om, hvor hyggeligt det var at møde mig, mens jeg lå der i bar røv og havde fået tapet kalorius op, og jeg tænkte bare: ”Hold nu kæft, ikke?”. Men hun snakkede og snakkede," beskriver Lars Lilholt.
Det gik desværre heller ikke bedre efter indgrebet. Her fik Lars Lilholt nemlig et opkald om, at hans søn var blevet indlagt i Silkeborg. Så selvom han egentlig skulle slappe af, hastede han til færgen. Her måtte han krybe til bekendelse og forklare, hvorfor han ikke var i stand til at forlade bilen.
Da han endelig nåede frem til sygehuset, var sønnen heldigvis i bedring, og Lars Lilholt gik omkuld i en hospitalsseng.
Hans hustru fortalte derfor lægerne og sygeplejerskerne, hvorfor han var så udmattet. Så i sidste ende blev det langt mindre diskret, end han havde forventet i første omgang.