Musik
Ozzy Osbournes sidste tid: Det siger dødsattesten

Efter ugers spekulationer er detaljerne om dødsfaldet nu offentlige. Dødsattesten giver et klart billede af rocklegendens sidste tid.
Det er ikke længe siden at den triste nyhed kom frem. Ozzy Osbourne, den ikoniske forsanger fra Black Sabbath og kendt som "The Prince of Darkness", døde den 22. juli i en alder af 76 år. Selvom det hverken var en alder der var til at prale med, eller alt for tidligt, var det alligevel en trist nyhed, der ramte fans verden over, hvor spørgsmålet meldte sig: Hvad mon årsagen var?
Nu er nye detaljer om dødsårsagen blevet offentliggjort.
Ifølge det amerikanske medie The New York Times døde Ozzy Osbourne af hjertestop samt koronarsygdom – en betegnelse for åreforkalkning i hjertets kranspulsårer.
Dokumentet bag afsløringen, hans dødsattest, nævner desuden, at han også led af Parkinsons sygdom. Netop helbredet har i mange år været skrantende for metal-ikonet.
Ozzy Osbourne – født John Michael Osbourne – blev i 2020 diagnosticeret med Parkinsons, og i februar 2023 meddelte han, at han stoppede med at turnere. Sygdommen blev dermed begyndelsen på slutningen for en af rockhistoriens mest markante figurer.
(Artiklen forsætter efter billedet af Ozzy Osbourne fra 80'erne)

Et farvel med stil
To uger før sin død stod Ozzy på scenen for allersidste gang - bogstaveligtalt.
Her deltog han i sin egen afskedskoncert, flankeret af rockgiganter som Metallica, Guns N' Roses, Slayer og Pantera. Fra sin trone dekoreret med flagermus leverede han både klassiske solo-numre og sange fra tiden med Black Sabbath.
Hvad der var en værdig afslutning på en karriere, der har formet heavy metal gennem årtier, viste sig også at blive en afslutning på livet som verdens største rockstjerne.
Du kan se Ozzy Osbournes sidste koncert nedenfor:
(Artiklen forsætter under videoen)
Tusinder tog afsked i hjembyen
Onsdag efter hans død samledes tusindvis af fans i Birmingham, hvor et ligtog kørte gennem byens gader. Kortegen passerede blandt andet Black Sabbath-broen, opkaldt efter det legendariske band.
Her stoppede familien, inklusivt hans enke Sharon Osbourne, for at lægge blomster og tage en rørende afsked.
(Nedenfor ses et billede af Ozzy og Sharon)
