Musik
Særlig afsked: Nu gør Keld og Hilda det for allersidste gang

Når Syng med i Tivoli endnu en gang fylder Plænen med fællessang, sommerstemning og kendte toner, bliver det med en helt særlig aften i kalenderen: Den 19. juni tager danskerne afsked med Keld og Hilda Heick, når det folkekære par optræder i Tivoli for allersidste gang som en del af deres afskedsturné.
Det oplyser Tivoli i en pressemeddelelse.
Der venter en rørende og festlig fejring, hvor Birthe Kjær, Kirsten Siggaard og Søren Bundgaard støder til som gæster, og hvor datteren Annette Heick står i spidsen som syngende vært. Det bliver en aften, der på smukkeste vis sætter punktum for et livsværk fyldt med sang, kærlighed og folkelighed.
En sommer i fællesskabets tegn
Det er fjerde år i træk, at Syng med i Tivoli byder på stemningsfulde sommeraftener med fællessang og gæster, som hele Danmark kan nynne med på. I alt afholdes seks koncerter hen over juni, juli og august, og programmet favner alt fra dansktop og Grand Prix til pophits og en kongelig hyldest til dansk underholdningshistorie.
Årets koncerter byder blandt andet på:
- 5. juni: Souvenirs og Kandis-Johnny synger sommeren i gang med dansktop.
- 3. og 17. juli: Jørgen Klubien og Maria Bramsen tager publikum med gennem danske hits.
- 14. og 28. august: Grand Prix-guld med Gry og Lonnie Devantier.
- Og så altså den helt særlige 19. juni, hvor Keld og Hilda siger farvel til Tivoli og deres publikum.
"Det bliver vemodigt – men smukt"
For Hilda Heick bliver koncerten en både glædelig og følelsesladet oplevelse:
"Det bliver vores sidste optræden i Tivoli. Det bliver dejligt at opleve stemningen endnu en gang, men det bliver også vemodigt. Vi har oplevet Syng med i Tivoli både som optrædende og som publikummer, og det er bare så hyggeligt!", siger hun.
Også Annette Heick, der er vært ved alle seks koncerter, ser frem til netop denne aften.
"En hyldestkoncert for mine forældre, som har valgt at trække sig tilbage efter årtier på de danske landeveje – dét bliver noget helt særligt. Og så et dejligt gensyn og genhør med Lonnie og Gry efter en temmelig populær Grand Prix-aften sidste år," fortæller hun.
Hun beskriver stemningen i Tivoli som magisk og fuld af nostalgi:
"Jeg bliver aldrig for gammel til at mærke barnets glæde over lysene, lydene og blomsterne. Tivoli er noget ganske særligt. Det gør mig stolt at være en del af holdet og få lov til at byde velkommen til Syng med i Tivoli endnu et år."
Keld og Hilda, der i årevis har været kendt som "Hr. og Fru Danmark", har med deres varme og nærvær sunget sig ind i hjerterne på både børn og bedsteforældre. Deres sidste koncert i Tivoli markerer en milepæl i dansk musikhistorie, og den officielle afslutning på et kapitel, der rundes endeligt af i februar 2026, når Hilda fylder 80 og parret fejrer 45-års jubilæum.
Frederik Wiedemann, kulturdirektør i Tivoli, kalder aftenen en fejring af fællesskab:
"Syng med i Tivoli har udviklet sig til en tradition, der samler os om det, vi har til fælles – nemlig musikken og glæden ved at synge sammen. Den 19. juni hylder vi Keld og Hilda, og jeg tør godt love, at der bliver grinet – og måske fældet en tåre. De får den hyldest, de fortjener."