Politik
6 år som statsminister: Mette Frederiksen deler sine ærlige tanker

De seneste seks år har langt fra været kedelige for Mette Frederiksen.
Fredag var det præcis seks år siden, at Mette Frederiksen blev udnævnt som Danmarks statsminister.
Det markerer hun med et opslag på Instagram, hvor hun ser tilbage på de mange udfordringer og fejrer resultaterne med en tydelig stolthed.
“Da jeg stod der foran Amalienborg – glad og forventningsfuld – vidste jeg ikke, hvad der ventede forude. Og heller ikke, hvor meget vi ville nå,” lyder det fra Mette Frederiksen i opslaget.
Hun lægger ikke skjul på, at rejsen har været præget af kriser og uforudsete begivenheder. Både coronapandemien, krigen i Ukraine og samarbejdet med Grønland har ifølge hende selv krævet stor indsats og beslutningskraft. Men alligevel har hun insisteret på at skabe fremdrift i landet.
“Meget af den tid, jeg har været statsminister, er blevet brugt på at krisehåndtere. Samtidig har vi insisteret på også at rykke Danmark fremad,” konstaterer hun.
Sender en stor tak
Mette Frederiksen nævner en række konkrete resultater, som regeringen har opnået i hendes embedsperiode. Hun peger blandt andet på historisk høj beskæftigelse, selvom Arne nu har fået sin pension, samt den nye CO₂-afgift på landbruget, den grønne trepartsaftale og åbningen af Danmarks første naturnationalpark i Fussingø.
Hun fremhæver også forbedringer inden for sundhed og velfærd. Der er blandt andet blevet givet lønløft til offentligt ansatte, og flere sygeplejersker og jordemødre er vendt tilbage til hospitalerne. Samtidig er der sat fokus på minimumsnormeringer og skærmbrug i daginstitutionerne.
På det seneste har regeringen landet både en ny økonomiaftale med kommunerne, som sikrer over tre milliarder ekstra til blandt andet børn og skoler, samt en ny strafreform med hårdere straffe for vold og voldtægt. Samtidig nævner hun oprustningen mod trusler fra Rusland.
Opslaget rundes af med et glimt af stolthed og en tydelig vilje til at fortsætte:
“Så ja… I dag tillader jeg mig at være en smule stolt,” skriver Mette Frederiksen og takker afslutningsvis sine følgere og vælgere: “Tusinde, tusinde tak for den tillid, mange af jer viser mig. Det betyder langt mere, end I aner.”
Ifølge statsministeren er der stadig meget at tage fat på – og hun har ingen planer om at skrue ned for hverken tempo eller ambitioner.
Herunder kan du se hele opslaget fra Mette Frederiksen: