Politik
Donald Trump chokerer: Vil genåbne Alcatraz

Endnu en gang trækker Donald Trump overskrifter.
Den vindblæste ø ud for San Franciscos kyst – bedre kendt som Alcatraz – er i dag mest kendt for spøgelseshistorier og Instagram-billeder. Men hvis det står til Donald Trump, skal turisternes blitz snart erstattes af tremmer og hårde domme.
Den amerikanske præsident har endnu en gang skabt overskrifter, efter han i weekenden meldte ud, at han vil genåbne – og kraftigt udvide – det berygtede fængsel Alcatraz. I et opslag på sin egen platform Truth Social skriver han:
“Alt for længe har Amerika været plaget af ondskabsfulde, voldelige og gentagne kriminelle – samfundets bundskrab – som aldrig vil bidrage med andet end lidelse og elendighed. Dengang vi var en mere seriøs nation, tøvede vi ikke med at låse de farligste forbrydere inde og holde dem langt væk fra alle, de kunne skade. Sådan bør det være.”
Det skriver Newsner.
Han fortsatte sin appel med en konkret ordre:
“Derfor beder jeg i dag Bureau of Prisons – sammen med Justitsministeriet, FBI og Homeland Security – om at genåbne en betydeligt udvidet og genopbygget ALCATRAZ, som skal huse USA’s mest hensynsløse og voldelige forbrydere.”
Alcatraz lukkede sine porte i 1963 efter år med forfald og enorme vedligeholdelsesomkostninger. Men selv om stedet ikke længere huser farlige fanger, lever myterne videre. Øen tiltrækker hvert år over 1,5 millioner besøgende, der vandrer gennem de tomme celler og drømmer sig tilbage til filmiske flugtforsøg og berygtede forbrydere.
Trump vil nu vække fortidens hårde kurs til live – og det passer som fod i hose med hans seneste, markante udmeldinger om stram sikkerhed og hårdere udlændingepolitik.
Vækker ikke begejstring hos alle
Men ikke alle er begejstrede for Trumps idé. Demokraten Nancy Pelosi, der har Alcatraz i sin valgkreds, afviser forslaget med skarp kritik:
“Det er i dag en yderst populær nationalpark og en stor turistattraktion. Præsidentens forslag er ikke seriøst,” skrev hun på X.
Trump kobler genåbningen af Alcatraz sammen med en bredere strategi for USA’s fængselssystem og behandling af udlændinge. I samme åndedrag har han foreslået at sende bandemedlemmer til et topsikret fængsel i El Salvador – uden dom – og overvejet at overføre amerikanske fanger til det berygtede CECOT-fængsel.
Han har også beordret etableringen af et nyt kæmpe detentionscenter ved Guantanamo Bay, der skal kunne rumme op til 30.000 personer, som han betegner som “de værste kriminelle udlændinge”.
“Alcatraz har længe været et symbol på lov og orden. Den har jo en ret vild historie,” sagde han til pressen.
Ifølge det amerikanske nyhedsbureau AP er det langtfra sikkert, at Trumps plan overhovedet kan føres ud i livet. Øen er i dag under administration af National Park Service, og de enorme driftsomkostninger var en af hovedårsagerne til lukningen i første omgang.
Bureau of Prisons har i de seneste år lukket flere institutioner netop på grund af udgifter og dårligt vedligeholdte faciliteter. En talsperson fra fængselsmyndighederne bekræfter dog:
“Vi vil efterkomme alle præsidentielle ordrer.”
Men da AP pressede på for flere detaljer om, hvorvidt en genåbning juridisk og praktisk overhovedet er mulig, lød svaret blot: intet yderligere at tilføje.