Politik
Melania Trump i sorg over Donalds beslutning: 'Har knust hendes hjerte'
Melania Trump må nu se sit elskede kontor i Det Hvide Hus forsvinde, efter at hendes mand, Donald Trump, har beordret hele East Wing revet ned for at gøre plads til sin nye balsal – en pragtbygning til 300 millioner dollars.
For mange amerikanere har beslutningen vakt vrede. Den ikoniske del af Det Hvide Hus, som gennem generationer har huset førstedamer og deres stab, er nemlig ikke bare mursten og marmor – det er et stykke amerikansk historie. Og for Melania Trump var det hendes faste base under tiden som førstedame.
East Wing rummede både Melanias kontor, den berømte East Colonnade og den smukke Jacqueline Kennedy-have. Alt sammen er nu væk – til stor sorg for flere af dem, der kender Melania personligt. Hendes tidligere stabschef, Stephanie Grisham, siger til CNN, at beslutningen ”knuser hendes hjerte”.
Det skriver Newsner.
Hun uddyber: ”Det er noget, der aldrig kan genskabes. Jeg ville ønske, de havde grebet det an på en bedre måde… Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, hvad [Melania] tænker om, hvordan det hele foregår.”
Ifølge amerikanske medier har Melania da også selv udtrykt bekymring over sin mands byggeprojekt. Kilder tæt på Det Hvide Hus fortæller, at hun bag lukkede døre har distanceret sig fra planerne og understreget, at projektet ”ikke er hendes”.
Stor betydning for Melania
East Wing havde stor betydning for Melania. Hun brugte stedet til sine egne initiativer som førstedame og lod i 2018 plante 40 blodrøde træer til ære for amerikanske soldater, der havde mistet livet i tjenesten.
Men selv om hun nu har flyttet sit kontor til en anden del af Det Hvide Hus, kan den pludselige nedrivning ses som et symbol på Melania Trumps rolle i sin mands nye periode som præsident.
For mens Donald Trump igen har travlt med politik og prestigeprojekter, er Melania stort set forsvundet fra rampelyset. Hun har kun en lille stab på fem faste medarbejdere og holder sig for det meste ude af offentligheden.
Ifølge historikeren Katherine A.S. Sibley siger hele situationen meget om Melania Trumps position i ægtemandens administration. Hun forklarer til The Guardian, at East Wing traditionelt har været et sted, ”hvor førstedamer kunne udføre det vigtige arbejde, de gør.” Men da bygningen nu er væk, tolker hun det som et klart tegn på, at Melanias mening ikke vejer tungt i Det Hvide Hus.
Som Sibley formulerer det: ”Ødelæggelsen af East Wing viser bare, hvor lidt Det Hvide Hus bekymrer sig om førstedamens rolle.”

