Politik
Nu gælder det: 12 timer før valg mødes partiledere i afgørende TV 2-debat
12 timer før valgstederne åbner, samler TV 2 de 12 partiledere til en sidste debat om valgets varmeste emner. Det sker i 'Det sidste svar' mandag 23. marts forud for halvandet døgn med intens valgdækning på TV 2.
Slutspurten er sat ind frem mod folketingsvalget, og i Fællessalen på Christiansborg afkræver Natasja Crone partilederne et sidste svar, inden vi danskere går til valg.
I programmet 'Det sidste svar' får du chancen for at blive klogere på, hvad der adskiller partierne, hvor de er enige og uenige, og hvem du vil stemme på, når krydset skal sættes i stemmeboksen 24. marts.
- Det er en intens og spændende valgkamp, og vi ved, at mange vælgere først tager endelig stilling i valgkampens slutspurt. Derfor er det her en kærkommen mulighed for at se med og få et bedre udgangspunkt for at beslutte, hvor dit kryds skal sættes, siger Natasja Crone, som får selskab af Ask Rostrup, der introducerer debattens emner og de faktuelle forhold bag dem.
'Det sidste svar' bliver sendt mandag 23. marts klokken 20.00 på TV 2.
Valgdækning i halvandet døgn
TV 2, TV 2 News og TV2.dk dækker hele valgdagen massivt. Fra valgstederne åbner klokken 08.00, til alle stemmer er talt op, og det er afgjort, hvem der vinder valget.
Charlotte Beder og Thomas Buch-Andersen slår med et veloplagt panel i 'News & Co.' en krølle på halen på flere ugers valgkamp og ser fra klokken 15.00 frem mod valgaftenen.
Direkte fra Rigets Midte med sine seks marmorsøjler i Vandrehallen på Christiansborg åbner TV 2 sit valgstudie klokken 17.15, hvor Cecilie Beck, Ask Rostrup og Lasse Sjørslev guider dig gennem valgaftenen sammen med kommentatorerne Hans Redder og Søs Marie Serup.
TV 2 offentliggør sin exitpoll klokken 20.00. Ask Rostrup gennemgår målingen, og Søs Marie Serup og Hans Redder analyserer reaktionerne hos partiernes valgfester, som politikerne løbende ankommer til.
Som resultatet af valget tager form, får du de første taler fra partilederne, og det hele sluttes af efter midnat, når TV 2 sammen med DR transmitterer 'Vælgerne har talt - partilederrunden' cirka klokken 01.00. Cecilie Beck og DRs Kåre Quist er værter på partilederrunden, hvor valgets vindere og tabere mødes.
Valgoverblik fra tidlig morgen
Fra klokken 05.30 næste morgen sidder Vibeke Daell Bjerrum og Christian Høgh Andersen klar i selskab med Johan Engbo med alle de opdaterede resultater og giver dig det fulde overblik over, hvordan danskerne stemte til folketingsvalget. Sammen med de politiske eksperter Hans Engell, Noa Redington og Pernille Skipper analyserer de det nye Folketing.
I løbet af formiddagen bliver Johan Engbo flankeret af Dennis Ritter og Gertrud Højlund på TV 2 News. De varmer op til endnu en partilederdebat sammen med TV 2s politiske analytikere Hans Redder og Camilla Stampe forud for programmet 'Partilederdebat i Publicistklubben' på TV 2 klokken 11.00.
Resten af dagen står også i valgets tegn på TV2.dk, TV 2 News, i TV 2 Regionernes udsendelser samt i '17 News', '18 News', '19 News' og 'Aften News' på TV 2. Og mindre end et døgn efter valgstederne lukkede - helt præcist klokken 19.20 - er Cecilie Beck, Ask Rostrup og Lasse Sjørslev tilbage på TV 2 News sammen med kommentatorerne Hans Redder og Søs Marie Serup og ser nærmere på, hvordan det politiske landskab ser ud efter valget og giver dig klare svar på, hvorfor det endte, som det gjorde.

