Sport
Kastede mørk skygge over barndommen: Kevin Møller taler ud
Sygdom kastede en mørk skygge over barndommen hos Kevin Møller.
Håndboldmålmanden Kevin Møller er ikke bange for at dele de mest sårbare øjeblikke fra sit liv. I podcasten ”Duften af Harpiks”, som brødrene Jonas og Niklas Landin står bag, fortæller han ærligt om en barndom præget af en svær familiehistorie – en oplevelse, der i høj grad har været med til at forme ham både som person og som spiller.
For de fleste unge er efterskoleophold en spændende og frivillig beslutning, men for Kevin Møller var det en nødvendighed – en beslutning truffet af hans far for at skåne ham fra en smertefuld hverdag.
Som barn oplevede han nemlig noget af det sværeste, man kan forestille sig: Hans mor blev ramt af en alvorlig genetisk sygdom, som langsomt tog hende fra familien.
“Min mor havde en sygdom, en genetisk sygdom. Og blev ramt af den i mine unge år. Det er lidt grundlag for, hvordan jeg er, og hvem jeg er.”
Sygdommen gjorde hende psykisk ustabil, og en dag blev hun fjernet fra hjemmet med politiets og ambulancepersonalets hjælp – en oplevelse, der satte dybe spor i den dengang 12-årige Kevin.
“Hun blev fjernet, på det der hedder røde papir, hjemmefra, fordi hun blev lidt psykisk ustabil qua selve sygdommen. Så det var både med politi og ambulance, og der var 12-årige Kevin, som fik lov til at overvære det, og det satte selvfølgelig kæmpe præg på mig som person og menneske.”
Den traumatiske oplevelse førte til, at Kevin trak sig mere og mere tilbage. For at give ham et nyt miljø og en pause fra den hårde virkelighed, besluttede hans far at sende ham på efterskole.
Selvom det var en brat omvæltning, blev det en afgørende periode i hans liv. På efterskolen fandt han ikke kun et nyt frirum, men også en passion for håndbold, der senere skulle forme hans karriere.
Eskalerede hurtigt
Kevin beskriver sin mor som en kærlig og omsorgsfuld kvinde, der altid var der for ham med kram og kys. Men som sygdommen udviklede sig, ændrede dagligdagen sig drastisk.
Når han kom hjem fra skole i de kolde vintermåneder, blev han ofte mødt af et mørkt hus og en mor, der lå i stilhed på sofaen.
I mange år levede hun på et plejehjem som førtidspensionist, hvor hun sad i kørestol i sin sidste tid. På trods af de mange udfordringer holdt hun ud i årevis, indtil hun i sommeren 2023 gik bort.
Den barske barndom har uden tvivl haft indflydelse på Kevin Møllers personlighed. Han beskriver sig selv som en stille, tilbagetrukket og introvert person uden for banen – men når han står mellem målstolperne, forvandles han.
“Jeg er lidt tilbagetrukken og introvert uden for banen, men jeg kan godt putte en facade på og råbe højt under kampene, hvis der mangler lidt stemning og gejst på holdet.”
Hans mangeårige ven og tidligere landsholdskollega Niklas Landin nikker genkendende til denne beskrivelse. De to mødte hinanden på Oure Efterskole, hvor de boede i samme hus.