Film / TV
Nu er det bekræftet: Vender tilbage
Skal du se med?
Det kimer snart til jul i MasterChef-køkkenet – og når det gør dét, er det med to velkendte ansigter i front: Dak Wichangoen og Thomas Castberg står nemlig klar til at smage, bedømme og guide de kendte deltagere gennem sæsonens hyggeligste madkonkurrence, der igen i år samarbejder med Børnecancerfonden for at samle ind og støtte det store og vigtige arbejde for børn med en kræftsygdom.
I fire julefyldte programmer fyldt med gastronomi, grin og store følelser skal hold af kendte danskere kæmpe om at imponere de to garvede dommere med deres bud på den perfekte julemad.
Sådan oplyser Viaplay i en pressemeddelelse.
For både Dak Wichangoen og Thomas Castberg venter der et glædeligt gensyn med både MasterChef-køkkenet og hinanden:
- Jeg er utrolig glad for at være tilbage i MasterChef Jul! Og især sammen med Castberg. Hvis man skal runde sin MasterChef-rejse ordentligt af, så findes der vist ikke en bedre makker end Mr. MasterChef himself. Det bliver dejligt at vende tilbage til køkkenet, mærke stemningen igen og forhåbentligt få lov til at smage en masse fantastisk julemad - alt sammen for et godt formål, siger Dak Wichangoen.
Også Thomas Castberg ser frem til endnu en gang at trække i dommerjakken:
- Jeg var ikke et sekund i tvivl, da jeg blev spurgt, om jeg havde lyst til at vende tilbage! MasterChef har været en kæmpe del af mit liv i 13 år, og jeg har elsket både formatet og de mennesker, jeg har fået lov at arbejde sammen med. Derfor betyder det også noget helt særligt at få lov til at sætte punktum for den rejse og æra, som det har været. Og så ovenikøbet sammen med Dak og i den gode sags tjeneste. Det er svært at forestille sig en bedre afslutning.
Over 600.000 kroner til børn med kræft
MasterChef Jul handler igen i år om mere end sprøde svær, brunede kartofler og kreative juleanretninger. Programmet samler nemlig igen i år ind til Børnecancerfonden og støtter fondens arbejde for børn med kræft og deres familier. Sidste år resulterede indsatsen i en indsamling på mere end 600.000 kroner.
- Vi har gennem flere år haft et stærkt samarbejde med Viaplay om at skabe synlighed omkring Børnecancerfondens arbejde. Derfor betyder det meget, at MasterChef Jul igen i år sætter fokus på børnekræft i en tid, hvor mange familier samles. Omkring 200 børn får hvert år kræft i Danmark, og vi håber, at programmets seere vil nyde juleunderholdningen og samtidig støtte den forskning og hjælp, som børnene og deres familier har brug for," siger Nicolai Eisenreich, vicedirektør i Børnecancerfonden.

