True crime
Madeleine McCann mistænkt på fri fod: Jagtes vildt af borgerne
Den hovedmistænkte i en af verdens mest omtalte kriminalsager lever nu et liv langt fra fængslets mure – og det er langt fra accepteret af borgerne i området.
48-årige Christian Brueckner, der er hovedmistænkt i sagen om den forsvundne Madeleine McCann, er ifølge tyske medier blevet hjemløs efter sin løsladelse. Han bor nu i et telt – omgivet af to politibetjente, der både skal beskytte ham mod vrede borgere og beskytte borgerne mod ham.
Det skriver mediet Sunday World.
Brueckner blev løsladt fra et tysk fængsel i september efter at have afsonet en syvårig dom for voldtægt af en amerikansk kvinde i 2005. Forbrydelsen fandt sted i den portugisiske ferieby Praia de Luz, det samme sted hvor treårige Madeleine McCann forsvandt sporløst to år senere.
Ifølge magasinet Der Spiegel er teltet, han nu bor i, givet til ham af nogle kvinder, der også har bragt ham mad “af medmenneskelighed”. Men trods hjælpen er stemningen i lokalområdet alt andet end venlig.
Store protester
I den nordtyske by, hvor Brueckner opholder sig, har hundredvis af lokale protesteret mod hans tilstedeværelse. Ifølge Sky News marcherede mere end 150 mennesker gennem byen med skilte, hvorpå der stod “Ingen sexforbrydere i vores samfund” og “Mere sikkerhed for vores børn”.
Myndighederne har af frygt for flere protester bedt medierne om ikke at afsløre hans præcise opholdssted.
Christian Brueckner blev i 2020 officielt udpeget som hovedmistænkt i sagen om Madeleine McCanns forsvinden, da tyske anklagere bekræftede, at de havde en mand i varetægt.
Han har siden været genstand for flere efterforskninger og retssager, hvor han har været anklaget for voldtægt og seksuelle overgreb begået i Portugal mellem 2000 og 2017. En af de sager omhandlede den irske kvinde Hazel Behan, som hævder, at Brueckner i 2004 brød ind i hendes lejlighed, truede hende med en kniv og voldtog hende gentagne gange.
Selvom han blev frifundet for anklagerne, har Hazel Behan nu klaget til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, hvor hun anklager de portugisiske myndigheder for ikke at have gjort nok for at identificere og retsforfølge gerningsmanden.
Mens efterforskningen fortsat kaster skygger over sagen om Madeleine McCann, lever Christian Brueckner nu isoleret fra omverdenen – i et telt, med politiet som eneste selskab.

