Film / TV
Helt ny udfordring: Derfor sagde Jeanette Ottesen ja
Snart blænder TV 2 op for sin spritnye reality-satsning ‘Spillet’.
Blandt deltagerne finder vi blandt andet Jeanette Ottesen. Men hvad har fået hende til at sige ja til et program, hvor hun ikke på forhånd må få noget at vide om det?
TV 2 har spurgt den tidligere svømmer, hvilke overvejelser hun har gjort sig, inden hun sagde ja til at deltage.
“Jeg tænkte meget over, hvilke mennesker jeg skulle bo med, og om jeg overhovedet kunne holde til at være sammen med så mange mennesker, jeg ikke kender – under samme tag i to uger! Jeg tænkte meget over, om mine sociale kompetencer rakte langt nok i denne sammenhæng. Men jeg er altid klar på at udfordre mig selv, så derfor vægtede min nysgerrighed højere end min frygt og nervøsitet,” fortæller Jeanette Ottesen.
Samtidig, så siger hun ikke nej til en god udfordring, fortæller hun:
“Fordi jeg ELSKER en god udfordring, og jeg elsker at lære mig selv bedre at kende ved netop at udfordre mig selv. Jeg har heller aldrig prøvet at deltage i et lignende tv-program, og det var også megaspændende at få lov til.”
Det tager hun med sig
Men hvordan var det så at deltage og hvad har Jeanette taget med sig derfra?
“Puha, oplevelsen! Det var sjovt, fedt, mærkeligt, træls, spændende, udfordrende, hårdt og alt derimellem. Jeg er glad for at få denne oplevelse, og det har gjort mig klogere på mig selv. Jeg har blandt andet fundet ud af, at jeg er god socialt, og at jeg faktisk kan rumme mange mennesker, mange holdninger og mange forskellige måder at være på. Alt i alt en fed og sjov oplevelse,” fortæller hun.
De 12 spillere skal bo sammen i 12 dage i en luksusvilla et hemmeligt sted i Danmark. De ved ikke på forhånd, hvem de andre spillere er, eller hvad ‘Spillet’ går ud på. Det eneste, de ved, er, at en af dem står tilbage som vinder af ‘Spillet’, og at præmien er et pengebeløb, som skal doneres til et velgørende formål efter eget valg.
Hver dag bliver spillerne konfronteret med nye sider af ‘Spillet’, og hurtigt går det op for dem, at de skal eliminere hinanden én for én, at penge og magt er et omdrejningspunkt, og at ‘Spillet’ i den grad udfordrer deres mentale styrke og sociale kompetencer.
‘Spillet’ har premiere på TV 2 Play og TV 2 Echo onsdag 22. januar. Der er 12 episoder i alt.