Kendte
Anette Oxenbøll tager en længere pause på grund af helbreddet: " De siger, det er en større sag"

Selvom det kun kan blive bedre og der er stor optimisme hos sangerinden, så er det alligevel nyt at skulle pause karrieren i så lang tid.
Hun er kendt for sit store smil, sin livsglæde og en karriere, der spænder fra farverige kostumer til festlige toner på bakkescenen.
Men nu må Anette Oxenbøll, bakkesangerinde siden 1998 og selvstændig tøjdesigner bag mærket 'No. 1 by OX,' trykke på pauseknappen.
Sådan skriver BILLED-BLADET.
Større operation i vente
Den folkekære kunstner skal den 15. april gennem en større hofteoperation – en nødvendighed, der har været længe undervejs.
"Jeg går virkelig dårligt, og det bliver kun værre og værre, så det kan kun blive bedre", fortæller Anette med sit vanlige lune.
Operationen betyder, at hun skal holde sig i ro i op til 12 uger. Noget, der ikke falder naturligt for en kvinde, som har været på farten siden barnsben.
Allerede som 12-årig stod hun på scenen i store opsætninger på Aalborg Teater, og selvom hun senere blev uddannet både som tandtekniker og klinikassistent, førte kærligheden til scenekunst og mode hende ad helt andre veje.
I dag kombinerer hun sit kreative sind med en stærk forretning, hvor hun designer tøj til kvinder med former – og synger for fuld hals på bakkescener rundt omkring i landet.
Men nu gælder det helbredet. Hun har allerede forberedt sig ved at smide flere kilo og gå til "glad træning", som hun kalder det. Alligevel fylder uroen for det stille sygeleje.
"Det er første gang, jeg skal prøve at ligge stille i tre måneder. Man er sygemeldt i op til 12 uger. De siger, det er en større sag", siger hun.
Allerede den 3. maj håber hun dog at stå på scenen igen i Vejle. Og hvis man kender Anette ret, skal der mere end en ny hofte til at holde hende tilbage.