De kongelige
Prinsesse Isabella trækker overskrifter i udlandet: Det var 'uventet'

Prinsesse Isabella trækker overskrifter i udlandet.
I forbindelse med prinsesse Isabellas 18 års fødselsdag, har Kongehuset for første gang offentliggjort officielle gallaportrætter af prinsessen.
Men blandt de smukke gallaportrætter af den unge prinsesse var der ét særligt billede, som skilte sig ud – og som nu får opmærksomhed i medier verden over.
Iført en spektakulær orange kjole designet af Carina Grønning, og med Elefantordenen på brystet og sit splinternye diadem – en gave fra farmor, dronning Margrethe – stod Isabella som et billede på en ny generation af kongelige.
Men det var ikke bare kjolen og det kongelige glitter, der vakte opsigt.
For på ét af billederne holder prinsessen sin telefon i hånden – midt i fuld galla. Et øjeblik fanget af mor, dronning Mary, som selv har trykket på kameraudløseren til billedserien. Og netop dét billede har fået det amerikanske magasin People til at kalde mobilen et “uventet tilbehør” i et ellers traditionstungt øjeblik.
Det “uformelle” portræt ledsages af en personlig besked fra fødselaren selv:
“Tusind tak til alle, der var med til at fejre min 18-års fødselsdag. Det har virkelig været dejligt, at så mange har brugt tid, tanker og kræfter på at gøre min dag helt speciel. Det betyder meget for mig,” skriver prinsesse Isabella.
Kommentarerne vælter ind
Også i blandt følgerne på Kongehusets Instagram-profil har billedet vakt stor opsigt.
Det er strømmet ind med kommentarer til billedet.
"Elsker alt ved det. Det store, smukke smil, den fantastiske kjole og alle smykkerne - og så en typisk teenagers uundværlige følgesvend: En IPhone," lyder det fra en i kommentarfeltet, mens en anden skriver:
"Så fedt at dele et billede fra “bag kulisserne” af en glad ung pige med sin mobil i hånden. Hjerteligt tillykke med den store dag."
Og kommentarerne fortsætter:
"Mega fedt billede. Ægte øjne, ægte smil, ægte ung med mobil’en i hånd. Helt perfekt."
"I virkeligheden nok det bedste billede af 18-års fødselaren Prinsesse Isabella. Ægte, naturligt og smukt og ikke mindst en smuk forening af det royale og nutidens ungdommelighed. store roser til Dronning Mary for det perfekte billede."
"Fantastisk billede af en helt særlig ung pige som er i en helt unik position i samfundet, men stadig bare en helt alm. ung med mobilen. Kære Prinsesse Isabella, de gør både deres nære familie og hele familien Danmark stolte. Stort tillykke."
Du kan se billedet i Kongehusets opslag herunder: