Kendte
Kan score kassen: Nybyggerne-par har sat til salg

Nu har parret sat deres bolig til salg.
Det populære par fra TV 2-programmet Nybyggerne, Frederikke Stolbjerg og Anders Sandberg, er klar til et nyt kapitel – og det starter med et hussalg i den helt tunge ende. De har nemlig sat deres stilfulde villa i Vedbæk til salg, og der er bestemt ikke tale om et gør-det-selv-typehus fra tv-dagene.
Deres nuværende bolig, en arkitekttegnet villa fra 1956, ligger på en attraktiv adresse i det eftertragtede 2950 Vedbæk – og med sine 226 kvadratmeter fordelt på syv værelser er der plads til både familieliv og designambitioner. Ejendommen er placeret på en rummelig grund på hele 1.886 kvadratmeter.
Det skriver Boliga.
Kan score kæmpe milliongevinst
Prisen? Hele 18.495.000 kroner. Det afslører Boliga, som også noterer, at boliger i området i gennemsnit handles med omkring fire procents rabat – og typisk er til salg i lidt over to måneder, inden de bliver snuppet.
Men for Stolbjerg og Sandberg kan salget blive en yderst lukrativ affære. Ifølge tinglysningsoplysninger købte de huset tilbage i oktober 2017 for 6.850.000 kroner. Hvis villaen sælges til udbudsprisen, står parret dermed til en fortjeneste på over 11 millioner kroner – naturligvis før der tages højde for renoveringer, salgsomkostninger og skat.
Det er ikke det berømte typehus fra Nybyggerne i Horsens, der er til salg.