Underholdning
Albert Harson deler trist nyt: Nu er det droppet

Det lignede en ny begyndelse for unge Albert August Harson, der med sin kendte rolle i Tinka-universet var klar til at træde op som musicalstjerne denne sommer. Men før han nåede at indtage scenen i Svendborg, blev det hele trukket væk under ham.
Den planlagte opsætning af Broadway-klassikeren Kiss Me, Kate på Svendborg Teater er nemlig blevet aflyst, og det samme er musicaldebuten for den 23-årige skuespiller.
Da Sydfyns Morskabsteater i efteråret løftede sløret for sommerens store satsning, var målet klart: At bringe stjernestøv og professionel musikalitet til det sydfynske publikum. Teaterforeningen, som blev stiftet sidste år, drømte om en årligt tilbagevendende tradition med store forestillinger på scenen i Svendborg.
Men virkeligheden blev en anden. Svigtende billetsalg har fået bestyrelsen til at trække stikket og erklære foreningen konkurs, før den første forestilling nåede at spille. Kun en brøkdel af de planlagte 5000 billetter blev solgt, og med kun én solgt hel forestilling i bogen blev beslutningen uundgåelig.
Forestillingen skulle have haft premiere den 30. juli og spillet frem til den 24. august. Nu bliver den ikke til noget.
Det skriver BILLED-BLADET.
Derfor blev det sådan
Formanden for teaterforeningens bestyrelse, Tom Pedersen, fortæller i en pressemeddelelse, at beslutningen om at lukke ned blev truffet for at undgå et endnu større økonomisk hul. Han understreger, at de gerne ville handle ansvarligt over for både publikum og de mange involverede.
"Billetsalget er svigtet, og derfor er vi nødt til at lukke ned så hurtigt som muligt, mens vi stadig kan begrænse underskuddet," udtaler han.
Pedersen håber, at publikum kan få deres penge tilbage, men påpeger, at det nu ligger i kurators hænder.
Bestyrelsen står stadig med flere spørgsmål end svar. De har overvejet, om noget kunne være gjort anderledes – måske i forhold til markedsføring eller valg af format – men nogen entydig forklaring på fiaskoen har man ikke.
I en story på Instagram har Albert også sat ord på den ærgerlige situation:
"Nogen husker måske, at jeg skulle lave musical på Svendborg Teater i løbet af sommeren. Forestillingen er desværre blevet aflyst. hvilket selvfølgelig er superærgerligt. Til gengæld får jeg mere tid til at være sammen med familien, og det er jo altid positivt," skriver Albert.