De kongelige
Seerne raser: Kontroversielt gæstebesøg i Meghan Markles Netflix-show

Det er normalt hertuginden af Sussex selv, der bliver mål for kritik, men denne gang er det en af hendes gæster, der har sat sindene i kog.
Kritikken vælter ned over Meghan Markle efter, at traileren til anden sæson af Netflix-program With Love, Meghan netop har afsløret, at model og tv-profil Chrissy Teigen er blandt de kommende gæster.
Det er langt fra alle, der bifalder valget, og i hårde kommentarer tager fans og følgere bladet fra munden.
’Skandaledronningen’
Chrissy Teigen sætter ofte gang i debatten, og det skyldes i særdeleshed, at hendes offentlige image har været præget af adskillige skandaler. Mange husker især de grove kommentarer, der i sin tid ramte stjernen Courtney Stodden, hvor Teigen blandt andet skrev, at hun mente, Stodden skulle dø. Det undskyldte hun dog for i 2021.
Stodden er ikke den eneste, der har fået et par ord med på vejen af Teigen, som også har hånet Lindsay Lohan og kaldt realityprofilen Farrah Abraham for “en luder”.
Derfor er der ikke noget at sige til, at det skaber chokbølger, når hertuginden inviterer Teigen indenfor.
Fans raser over Meghan
At Meghan Markle vælger Teigen som gæst i sit program, har fået dele af hertugindens fanskare til at se rødt. På sociale medier spørger flere, hvorfor hun vil associeres med en kvinde, der tidligere har været kendt som en online-mobber, og Se og hør citarer en forarget bruger på X, der skriver:
“At Meghan Markle hænger ud med Chrissy Teigen giver overhovedet ingen mening for mig.”
Kontroversen kommer blot dage før Netflix-premieren den 26. august, hvor With Love, Meghan vender tilbage med nye samtaler, gæster og emner. Om kritikken vil skade seertallene – eller om den blot giver serien endnu mere opmærksomhed – må tiden vise.