Altomkendte
Fik dødsdom fra lægen: Her er dronning Elizabeths fire ord
'Tre år er nu gået siden Storbritannien mistede sin elskede dronning Elizabeth II. Hun døde den 8. september 2022, 96 år gammel, og efterlod både nationen og familien i dyb sorg. Men nye oplysninger kaster lys over, hvordan hun håndterede de svære sidste måneder af sit liv – med den samme værdighed og ro, som hun var kendt for hele sit liv.
Ifølge Paul Burrell, der i mange år var butler for kongehuset, fik dronningen i 2021 den besked, som ingen ønsker at høre: Hun led af multiple myelom, en kræftform i knoglemarven, og hendes tid var begrænset. Lægerne advarede om, at hun sandsynligvis ikke ville overleve julen det år.
Det skriver Gloucestershirelive.
Reaktionen fra den aldrende monark var dog lige så enkel, som den var hjerteskærende. Hun svarede ifølge Burrell:
"Det var en skam."
En bemærkning, der understreger hendes velkendte stoiske ro og kompromisløse pligtfølelse, selv i mødet med døden.
Et sidste ønske
Diagnosen kom kun få uger efter, at hun havde mistet sin mand gennem 73 år, prins Philip. Sorgen var stadig frisk, da hun samtidig måtte forholde sig til, at hendes egen tid snart var forbi. Alligevel tænkte hun ikke kun på sig selv, men også på sit folk.
Burrell fortæller, at hun betragtede timingen som "uheldig… fordi næste år er mit platinjubilæum, og det ville jeg faktisk gerne have oplevet." Hun spurgte derfor lægerne direkte:
"Kan I holde mig i live til det?"
For at forlænge livet så længe som muligt, fulgte dronningen nøje alle lægernes råd. Hun gennemgik blodtransfusioner og skar ned på de små glæder, hun ellers havde holdt af gennem et langt liv. De elskede gin & tonics, martinis og gin & Dubonnets blev lagt på hylden, og i stedet stod der æblejuice på bordet – og tomatjuice som en lille søndagsluksus.