Natascha Kampusch levede otte år i fangenskab: Sådan var forholdet til kidnapperen

Natascha Kampusch fortæller om de første timer i kælderen hvor kidnaepperen var én af de eneste hun havde kontakt med.

Som 10-årig blev Natascha Kampusch brutalt revet ud af sin hverdag og holdt fanget i otte år i en kælder. Hendes kidnapper, Wolfgang Priklopil, havde forberedt fangehullet minutiøst, skjult bag en faldlem og en tung betonmur. Hun beskriver rummet som lille, mørkt og uigennemtrængeligt – med konstant støj fra en plastikventilator.

En skræmmende men kompleks relation

Forholdet mellem kidnapper og offer var alt andet end simpelt. I begyndelsen forsøgte Natascha at forstå ham og bad ham endda om godnathistorier.

Senere blev relationen præget af kontrol, vold og isolation – men også af sære øjeblikke med gaver og samtaler. Han gav hende croissanter og tog hende med på udflugter, men slog og ydmygede hende også systematisk.

Inde i hovedet på Priklopil

Natascha beskriver sin kidnapper som en mand, der balancerede mellem teknisk snilde og psykologisk ustabilitet. Han var paranoid og krævede blind lydighed. Hun mener, han havde et desperat behov for at skabe en perfekt, lukket verden – med hende som underdanig ledsager.

Et forsøg på at finde mening

For at overleve udviklede Natascha en mental strategi: Hun forestillede sig, at hun selv ville blive sin egen redning. Som 12-årig så hun en vision af sit 18-årige jeg, som lovede at få hende ud. Den tanke holdt hende i live, selv gennem volden, sulten og de psykologiske overgreb.

Da hun begyndte at kæmpe igen

I sine teenageår begyndte hun at modsætte sig hans krav – små, men vigtige oprør. Hun nægtede at kalde ham “Maestro” og udfordrede hans forestillinger. Han reagerede med øget vold og ydmygelse, men hun holdt fast i sin identitet.

“Jeg syntes, det var latterligt og fjollet,” siger hun om hans megalomane krav.

Flugten og det sidste farvel

Kort efter sin 18-års fødselsdag konfronterede hun ham: “Denne situation skal have en ende,” sagde hun. Et par uger senere fik hun et øjebliks frihed i haven – og løb. Priklopil tog sit eget liv senere samme dag. Han havde tilstået over for sin ven og derefter kastet sig foran et tog.

Livet efter kælderen

I begyndelsen blev hun mødt med sympati og tilbud om hjælp, men da hun nægtede at indtage offerrollen, vendte stemningen. Mange kaldte hende forstyrret, andre beskyldte hende for at have nydt fangenskabet.

“At søge normalitet inden for rammerne af en forbrydelse er ikke et syndrom. Det er en overlevelsesstrategi,” siger hun.

Et hjemsøgende eftermæle

Hun købte huset i Strasshof for at forhindre, at det blev et pilgrimssted for sensationshungrende.

I dag kæmper hun stadig med offentlighedens blikke og egne komplekser. Hun siger, at hun får flashbacks, når hun oplever kontrol eller pres – selv når nogen insisterer på, at hun skal spise.

Drømmen om et normalt liv

Efter fangenskabet fik hun kortvarigt sit eget talkshow og overvejede at blive journalist eller psykolog. Hun siger, at evnen til at lytte – noget hun lærte i kælderen – har gjort hende bedre til at forstå andre.

“Jeg vil leve i nuet,” siger hun, men erkender, at minderne stadig sidder fast i kroppen.

At forstå det uforståelige

At skrive bogen '3.096 dage' blev en måde at tage kontrollen tilbage. “Jeg kan godt lide at sætte mig i folks sted og prøve at føle, hvad de føler,” siger hun.

Hun forsøger at forstå, hvorfor Priklopil handlede, som han gjorde – uden at undskylde ham. “Han stolede på mig… selvom det var syge ideer, han delte.”