Politik
Donald Trump kommer på besøg: Nu gengælder kong Charles tjenesten
Det bliver ikke småting, når præsident Donald Trump onsdag sætter kurs mod Windsor Castle. Her venter en modtagelse med alt, hvad hjertet kan begære af kongelig pomp og pragt: tre militærorkestre, hesteeskorte og den klassiske karet, der fragter ham ind til kong Charles III.
For Charles er det på mange måder en gentjeneste. Helt tilbage i 1988 var han på besøg i Trumps palæ Mar-a-Lago i Florida. Det var dengang, Trump stadig “bare” var ejendomsmatador – og besøget gav ham det royale skær, han hungrede efter. Charles valgte ganske vist at overnatte et andet sted, men symbolikken var ikke til at tage fejl af.
Det skriver CNN.
Trump har altid haft et svagt punkt for det britiske kongehus. Og nu, hvor han er tilbage i Storbritannien som præsident, får han igen et af de stempler, han sætter allerhøjest: anerkendelsen fra Windsor-familien.
“Jeg hader at sige det, men ingen gør det som jer, når det handler om pomp og pragt,” lød det fra Trump under et besøg i Skotland i sommer. Og for nylig tilføjede han: “Windsor skulle være fantastisk.”
At invitere Trump til et kongeligt statsbesøg er ingen tilfældighed. Premierminister Keir Starmer kom allerede i begyndelsen af Trumps anden præsidentperiode til Det Hvide Hus med en invitation fra kong Charles. Håbet var klart: De royale kulisser skulle bane vejen for bedre relationer til den ofte svære præsident.
Ikke ét sekund i tvivl
Starmer er ikke den første til at spille det kort. Også Theresa May forsøgte i sin tid – dog uden den store succes. Men denne gang er rammerne nye: ny premierminister, ny monark og et andet slot, fordi Buckingham Palace er under renovering.
Ifølge Trump selv var svaret på invitationen enkelt: “Svaret er ja.”
Onsdag bliver den helt store dag. Ved ankomsten til Windsor vil Trump og førstedame Melania blive mødt af prins William og prinsesse Catherine. Senest Trump så William, var til genåbningen af Notre Dame i Paris, hvor han bagefter udbrød: “Han er en flot fyr. Nogle mennesker ser bedre ud i virkeligheden? Han så fantastisk ud.”
På Windsor venter kong Charles og dronning Camilla, en kongesalut, karettur gennem parken og efterfølgende frokost med den udvidede kongefamilie. Senere skal Trump se dele af den kongelige samling og lægge en krans ved dronning Elizabeth II’s grav, inden dagens højdepunkt: en storslået statsbanket.
Melania får også særbehandling. Hun skal blandt andet med Camilla besøge Queen Mary’s Dolls’ House og det kongelige bibliotek, og torsdag venter et spejderarrangement sammen med prinsesse Kate.
Knyttede hurtigt bånd
Men det hele handler ikke kun om fest. Torsdag går turen til Chequers, premierministerens landresidens. Her skal Trump og Starmer tale handel og teknologi sammen med topchefer fra Silicon Valley. Ifølge embedsmænd bliver der præsenteret investeringer for milliarder.
De to ledere er milevidt fra hinanden politisk, men har fundet en overraskende god kemi. Trump sagde ved G7-topmødet i sommer: “Vi er blevet venner på kort tid. Han er en smule mere liberal, end jeg er.”
Trumps forkærlighed for kongehuset stammer helt fra barndommen, hvor hans skotskfødte mor sad klistret til fjernsynet under dronning Elizabeth II’s kroning. Faderen rystede på hovedet, men for Trump blev fascinationen hængende.
Han har siden både forsøgt at charmere prins Charles og bombardere prinsesse Diana med blomster efter hendes skilsmisse. “Trump så tydeligvis Diana som den ultimative trofæhustru,” har hendes veninde Selina Scott fortalt.
Nu – mange år senere – står Trump og Charles som statsoverhoveder. Og Trump lægger ikke skjul på, at han sætter kongen højt: “Jeg er stor fan af kong Charles. Jeg har kendt ham i lang tid. Fantastisk fyr, fantastisk menneske.”