De kongelige
Bekræfter: Det norske kongehus har beordret Netflix til at fjerne det
Da prinsesse Märtha Louise og shaman Durek Verrett sagde ja til hinanden sidste sommer, var der i forvejen stor debat om brylluppets kommercielle aftaler. Nu har sagen taget en ny drejning, efter Netflix-dokumentaren “Rebel Royals: An Unlikely Love Story” indeholdt optagelser af kronprins Haakon – på trods af en klar kongelig ordre om, at kongehuset ikke måtte filmes.
Klippen viste kronprinsen i samtale med Verrett under en af festlighederne, men efter at Slottet greb ind, har Netflix fjernet optagelserne.
Kong Harald har tidligere gjort det helt tydeligt, at han ikke ønskede kongehuset blandet ind i de kommercielle aftaler, som prinsessen og hendes mand havde indgået:
“Vi ønsker ikke, at kongehuset skal være til salg,” sagde han i NRK’s program Året med kongefamilien.
Det skriver NRK.
Udgivelsen af dokumentaren faldt samme dag, som kronprinsesse Mette-Marit deltog i en konference i Oslo. Hun erkendte over for pressen, at hun ikke selv havde set filmen, men hun lagde ikke skjul på, at emnet nok ville blive taget op på Slottet:
“Det tror jeg helt sikkert, det vil blive,” sagde hun, da hun blev spurgt til, om dokumentaren kunne skabe debat i familien.
Om hun selv vil se med, er dog endnu uvist: “Jeg ved det ikke, jeg har ikke helt besluttet mig.”
Tager afstand
Prinsessen og Durek Verrett forsøger samtidig at distancere sig fra kritikken. De understreger, at de ikke har haft indflydelse på det færdige produkt.
I en mail til NRK lød det fra parret:
“Vi erkender alvoren i denne situation og vigtigheden af at værne om integriteten i aftalen fremover. I eftertid er der uden tvivl ting, vi ville ønske, vi havde håndteret anderledes. Vores fokus nu er at tage ansvar og sikre, at vi går videre på en konstruktiv måde.”
Samtidig pointerede de, at relationen til familien fortsat er tæt og kærlig:
“Vi har begge et nært og kærligt forhold til hvert enkelt medlem af kongefamilien. Vi bryder os dybt om dem, og det gør os ondt, hvis noget i denne proces har påført dem smerte eller skade.”
Dog fastholder de også, at de har ret til at fortælle deres egen historie:
“Det ville være umuligt at lave en dokumentar uden at erkende, at Märtha Louise er en del af kongefamilien.”
Netop Märtha Louises brug af prinsessetitlen er endnu engang blevet en varm kartoffel. Allerede i 2019 blev det besluttet, at hun ikke måtte bruge titlen i forbindelse med forretning, og i 2022 blev det slået fast, at hun heller ikke længere repræsenterer kongehuset officielt.
Alligevel nævnes hendes royale status flere steder i dokumentaren. Märtha Louise siger selv: “Folk elsker kongelige bryllupper i Norge” og “jeg er en høflig prinsesse.” Og Durek lægger ikke skjul på, hvad han mener: “At gifte sig ind i kongefamilien er bare helt uvirkeligt” og lover, at det bliver “det bedste kongelige bryllup, nogen har set.”