Altomkendte
Fortsat mistænkt i Madeleine McCann-sagen: Nægter at tale med politiet
Det er 17 år siden, at treårige Madeleine McCann forsvandt sporløst fra familiens ferielejlighed i Praia da Luz i Portugal. Selvom der gennem årene er kommet utallige teorier og spor frem, er gåden stadig uopklaret – og nu melder britisk politi, at den 49-årige tysker Christian Brueckner fortsat er hovedmistænkt.
Brueckner, der boede i Algarve på tidspunktet for Madeleines forsvinden i 2007, står til at blive løsladt fra et tysk fængsel i denne måned. Han afsoner en dom for voldtægten af en 72-årig kvinde – også i Algarve – samt flere narkoforbrydelser.
Allerede i 2020 pegede både tysk og britisk politi på ham som en central figur i sagen om Madeleine. Og nu understreger Londons Metropolitan Police, at han stadig er i fokus.
”Vi er klar over den forestående løsladelse af en 49-årig tysk mand, der har været hovedmistænkt i den tyske føderale efterforskning af Madeleines forsvinden,” lød det fra DCI Mark Cranwell i en pressemeddelelse. ”Vi kan bekræfte, at denne person fortsat er mistænkt i Metropolitan Politis egen efterforskning.”
Det skriver CNN.
Hele verden søgte efter Maddie
Den 3. maj 2007 forsvandt den lille pige fra familiens ferielejlighed, mens hendes forældre spiste middag i nærheden. På få timer udviklede det sig til en international eftersøgning, og siden har sagen været blandt de mest omtalte kriminalgåder i verden.
Selv om tysk politi i 2020 erklærede, at de antager Madeleine er død, fastholder Brueckner sin uskyld. Han har konsekvent nægtet ethvert kendskab til forsvindingen og har afvist at lade sig interviewe af britisk politi.
Forud for hans ventede løsladelse rykkede både portugisisk og tysk politi i juni ud til Algarve, hvor de i fire dage gennemsøgte området for nye spor i sagen. Hvad de fandt – hvis de fandt noget – er endnu uvist, da efterforskningen fortsat pågår.
Hver gang der kommer nyt om Christian Brueckner, vækkes håbet om, at der måske endelig kan komme svar på, hvad der skete den aften i 2007, hvor Madeleine forsvandt.