Film / TV
Morten Kjeldgaard med trist besked: Må forlade Vild med dans
Den populære danser afslører, at han pludselig har fået alvorlige problemer med synet og derfor må en tur på operationsbordet. “Det er med ondt i hjertet, at jeg skriver denne statusopdatering,” begynder Morten sit opslag.
Han fortæller, at han for få dage siden mærkede en ændring i sit syn, som hurtigt blev værre. “I dag tog jeg til en privat øjenlæge, der straks sendte mig videre til akutmodtagelsen på Glostrup Hospital,” skriver han og fortsætter: “I morgen kl. 8.00 skal jeg i fuld narkose og opereres.”
Kirurgen er ifølge Morten “overvejende optimistisk”, men danseren lægger ikke skjul på, at der stadig er en risiko. Den uventede situation betyder, at han må melde afbud til fredagens udsendelse af Vild med dans, hvor han ellers skulle have danset sammen med skuespilleren Julie Rudbæk.
Uvist om han vender tilbage
“Det gør helt ærligt ondt langt ind i hjertet,” skriver Morten om at måtte trække sig fra programmet. Han erkender, at det endnu er uvist, om han får mulighed for at vende tilbage til dansegulvet – og kalder det en svær tanke, at han måske allerede har haft sin sidste dans.
Alligevel sender han varme ord til sin dansepartner: “Julie er den sejeste, jeg kender, og jeg ved, at hun – sammen med sin nye, superseje dansepartner – vil give den alt, hvad de har.”
Afslutningsvis beder han sine mange fans om at støtte Julie og hendes nye makker med masser af kærlighed – og gerne et par SMS-stemmer.
Du kan se hele opslaget fra Morten Kjeldgaard herunder:

