Kendte
Smertehelvede: Umut Sakarya hastet på hospitalet
Tirsdagen tog en voldsom drejning for kokken og restauratøren Umut Sakarya, der endte med at tilbringe dagen på hospitalet i stedet for på arbejdet. I et ærligt opslag på Facebook fortæller han om en smerteoplevelse, han sent vil glemme.
“Imens jeg sad til møde, kunne jeg mærke en smerte fra den nederste del af maven, som blev værre og værre,” skriver han og fortæller, at han på et tidspunkt kastede op af smerte og ikke engang kunne holde øjnene åbne.
Først kontaktede han sin læge, men smerten blev hurtigt så voldsom, at der måtte tilkaldes en ambulance. “Der gik ikke mange minutter fra smerten startede, til vi måtte anerkende, at vi skulle have fat i en ambulance,” fortæller han.
Godt det skete nu
Da han nåede frem til hospitalet, gik det stærkt. Umut blev dopet med smertestillende, mens lægerne undersøgte ham og scannede kroppen for at finde årsagen. Efter fem lange timer kom svaret: En fire millimeter stor nyresten havde været skyld i de voldsomme smerter.
Selvom oplevelsen var brutal, formår Umut at bevare sit gode humør. Han skriver med et glimt i øjet, at han trods alt er lettet over, at det ikke skete “om to uger, hvor jeg skal giftes.”
Kokken benytter samtidig lejligheden til at sende en stor tak til personalet, som tog sig af ham:
“Tak til vores dygtige og i den grad kærlige sundhedspersonale. I er seriøst stjerner, hver og en af jer,” lyder det fra Umut, som roser dem for både deres faglighed og positive energi.
Nu er han hjemme igen, og planen er klar: masser af vand – og som han selv formulerer det med et smil – at “blive bedre til at tage stikpiller.”
Herunder kan du se hele opslaget fra Umut:

