Nyheder
Efter mere end 10 år: Skifter fra DR til Viaplay
Viaplay Sport ansætter Mikkel Worsøe Andersen som ny redaktionschef med ansvar for stationens superligadækning og nyhedskanalen Viaplay Sport News.
Efter mere end 10 år i ledende stillinger i Danmarks Radios nyhedsafdelinger skifter Mikkel Worsøe Andersen per 1. januar til Viaplay Sport, hvor han får ansvaret for Viaplays superligadækning samt den redaktionelle ledelse af Viaplay Sport News.
Sådan oplyses det i en pressemeddelelse fra Viaplay.
Det kommer til at ske i en rolle som redaktionschef for de to afdelinger, som Viaplay Sport i samme ombæring slår sammen til én fælles redaktion.
”Det giver mening at skabe én stærk enhed i vores bestræbelse på at sikre, at Viaplay er det bedste sted at følge dansk fodbold. Både på kampe og i alt det, der findes mellem kampene. Ud over at være et stærkt live-tilbud for Viaplays kunder, så er Superligaen på lange stræk også rygraden i Viaplay Sport News, og derfor ligger det lige for at samle kræfter og ideer i en fællesredaktion. Den er vi sikre på, at Mikkel Worsøe Andersen er den helt rigtige til at lede,” siger sportschef Rune Knudsen.

Glæder sig til samarbejdet
På Viaplay kommer Mikkel Worsøe Andersen til at referere til Benjamin Munk Lund, ledende redaktionschef og fodboldchef. De to udgør sammen med sportschef Rune Knudsen den daglige redaktionelle ledelse på Viaplay Sport.
Benjamin Munk Lund siger om valget af Mikkel Worsøe Andersen:
”Jeg glæder mig utrolig meget til samarbejdet med Mikkel Worsøe Andersen. Med Mikkel får vi en leder ind, som har en lang og dokumenteret erfaring med nyhedsproduktion og redaktionsledelse i miljøer, der kræver overblik, tilvalg, fravalg og samarbejdsevner. Det talent ser vi meget frem til at byde velkommen, og jeg er sikker på, at han vil være med til at styrke os både i forhold til vores daglige redaktionelle arbejde og dermed også i vores tilbud til kunderne.”
Mikkel Worsøe Andersen ser frem til skiftet.
”Jeg føler mig privilegeret over at blive en del af det hold af dygtige reportere, kommentatorer, værter, redaktionssekretærer og eksperter, som hver dag leverer ambitiøs, levende og debatskabende sportsjournalistik med masser af nerve og kant på både Viaplays superligaredaktion og News-redaktion. Sammen med dem glæder jeg mig enormt meget til at arbejde med dansk fodbold og til at være med til at styrke Viaplays position som det naturlige samlingspunkt for alle fodboldelskere. Jeg ser frem til at udvikle Viaplays dækning af Superligaen, der tilbyder en unik nærhed og adgang samt masser af følelser hos sit publikum. På samme måde ser jeg frem til at være med til at udvikle Viaplay Sport News’ nyhedsprofil yderligere, så kanalen fortsætter sin stærke udvikling“
Mikkel Worsøe Andersen kommer fra en stilling som redaktionschef for Samfund i DR Nyheder. Tidligere har han samme sted været redaktionschef på Erhverv&Økonomi, ligesom han har bestredet en række redaktørjobs i DR Nyheder – bl.a. med ansvar for breaking og nyhedsdagen. Før DR var Mikkel Worsøe Andersen hos Ritzaus Bureau, hvor han bl.a. var nyhedsredaktør.

