Altomkendte
Bryllupsklokkerne ringer: Janni og Jeppe afslører store planer
I august sidste år kom der en chokmelding fra Janni og Karsten. Efter 11 år sammen – heraf ni som ægtepar – skulle de skilles. Nu tyder alt på, at der måske vil vente Janni endnu et ægteskab i fremtiden.
Bruddet udviklede sig hurtigt til en både offentlig og særdeles grim affære. De tidligere ægtefæller trak i tiden efter skilsmissen adskillige overskrifter, mens beskyldningerne fløj frem og tilbage. Konflikten eskalerede yderligere med flere politianmeldelser mod hinanden og endte også med, at parret måtte mødes i retten ad flere omgange.
Senest stod de over for hinanden i forbindelse med Jannis bog Evig Diva, som blev et nyt stridspunkt mellem dem.
Kort tid efter skilsmissen blev offentliggjort, afslørede Janni imidlertid, at hun igen havde fundet kærligheden. Hun var blevet forelsket i Jeppe Stokholm, som på daværende tidspunkt boede i Schweiz. Det betød, at parret i en periode måtte leve som langdistancekærester, men i dag har de valgt at samle deres liv og bor nu sammen i København.
Store planer for kærligheden
Og alt tyder på, at følelserne kun er vokset sig stærkere. I et interview med SE & HØR falder samtalen hurtigt på et særdeles romantisk emne – nemlig bryllup.
Janni fortæller, at parret allerede har udset sig Vor Frue Kirke som rammen om deres store dag. “Det er jo kongens kirke,” siger hun.
Der er dog endnu ikke fastsat nogen dato for vielsen. Årsagen er enkel: Jeppe har stadig ikke været på knæ og stillet det officielle spørgsmål. Men ifølge ham selv er der næppe tvivl om, at det nok skal ske.
“Jeg får hele tiden spørgsmålet om, hvornår jeg går på knæ. Så nu er det mere, hvornår det sker og ikke, OM det sker,” fortæller han til bladet.

