Politik
LIGE NU: Mette Frederiksen deler nye detaljer efter Grønland-møde med USA
Statsminister Mette Frederiksen lægger ikke skjul på, at situationen omkring Grønland fortsat er alvorlig – og nu deler hun selv flere detaljer om det vigtige møde mellem Grønland, Danmark og USA.
I et opslag på de sociale medier fortæller statsministeren, at hun har fået en opdatering fra udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og Grønlands minister for udenrigsanliggender Vivian Motzfeldt, som begge deltog i mødet.
“Jeg modtog i går en briefing om mødet mellem Grønland, Danmark og USA fra udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og Grønlands minister for udenrigsanliggender Vivian Motzfeldt,” skriver Mette Frederiksen.
Hun lægger samtidig vægt på, at mødet ikke var nogen let opgave – men at den danske og grønlandske linje blev gjort tydelig for amerikanerne.
“Det var ikke noget nemt møde, og jeg vil gerne takke de to ministre for klart og tydeligt at have gjort Kongerigets synspunkter gældende og for at have imødegået de amerikanske påstande. Det var vigtigt.”
Ifølge statsministeren er næste skridt nu, at der bliver nedsat en arbejdsgruppe, der skal se nærmere på, hvordan sikkerheden i Arktis kan styrkes.
“Nu nedsættes en arbejdsgruppe, hvor vi skal drøfte, hvordan sikkerheden i Arktis kan styrkes.”
Men selvom der arbejdes videre med konkrete løsninger, understreger Mette Frederiksen, at der stadig er en grundlæggende konflikt i sagen. For USA’s ønske om at overtage Grønland er ifølge hende stadig til stede.
Vil stadig overtage Grønland
“Det ændrer imidlertid ikke ved, at der er en fundamental uenighed, fordi den amerikanske ambition om at ville overtage Grønland er intakt. Det er selvsagt alvorligt og derfor fortsætter vi vores indsats for at forhindre det scenarie i at blive til virkelighed.”
Statsministeren fremhæver også, at der på tværs af NATO er enighed om, at Arktis spiller en helt central rolle for sikkerheden i både Europa og Nordamerika. Hun understreger, at Danmark allerede har investeret i nye arktiske kapaciteter, og at flere allierede lande i disse dage bidrager med øvelser i og omkring Grønland.
“Der er enighed i NATO-alliancen om, at en styrket tilstedeværelse i Arktis er afgørende for europæisk og nordamerikansk sikkerhed,” skriver hun og tilføjer:
“Danmark har investeret markant i nye arktiske kapaciteter. Og jeg vil gerne kvittere for, at en række allierede i disse dage bidrager til fælles øvelsesaktiviteter i og omkring Grønland.”
Og til sidst slår statsministeren fast, at Grønlands sikkerhed ikke kun er Danmarks ansvar – men et fælles anliggende for hele NATO.
“Forsvaret og beskyttelsen af Grønland er et fælles anliggende for hele NATO-alliancen.”
Mette Frederiksen oplyser samtidig, at regeringen allerede i morgen vil give Folketingets partiledere og de nordatlantiske medlemmer en orientering om situationen ved et møde i Statsministeriet.
“Regeringen vil i morgen orientere Folketingets partiformænd og de nordatlantiske medlemmer af Folketinget om situationen på et møde i Statsministeriet.”
Du kan se hele opslaget fra Mette Frederiksen herunder:

