De kongelige
Kort før retssagen: Ny bombe i Marius Borg Høiby-sagen
Om få uger skal Marius Borg Høiby i retten i en sag, der allerede fylder massivt i Norge – og nu bliver den endnu større.
Den 29-årige, som er kronprinsesse Mette-Marits søn, står foran en retssag, der efter planen begynder den 3. februar. Her er han i forvejen tiltalt for i alt 32 forhold, hvor der blandt andet indgår voldtægter og trusler.
Men inden sagen overhovedet er gået i gang, er der nu kommet nye punkter på anklageskriften.
Ifølge Aftonposten er Marius Borg Høiby nemlig blevet tiltalt for yderligere syv lovbrud. De nye forhold drejer sig om flere forskellige typer kriminalitet, herunder narkokriminalitet, overtrædelser af færdselsloven og brud på et tilhold.
Opsigtvækkende melding
Noget af det mest opsigtsvækkende er, at hans forsvar ifølge VG oplyser, at han erkender sig skyldig i de nye anklager.
Et af forholdene handler om en episode i den norske by Tønsberg tilbage i juli 2020. Her lyder det, at han skal have transporteret 3,5 kilo marihuana.
Over for nyhedsbureauet NTB har en af hans advokater samtidig bekræftet, at han på et tidspunkt har transporteret cannabis – og at det ifølge forsvaret skete uden, at han tjente penge på det.

