De kongelige
Ryster Norge: Chokbeskeder fra Mette-Marit til Epstein afsløret
Nye og opsigtsvækkende dokumenter fra USA har sendt chokbølger gennem Norge. Tusindvis af sider fra Epstein-sagen er nu blevet offentliggjort, og her dukker kronprinsesse Mette-Marits navn op igen og igen – mere end tusind gange.
Dokumenterne kaster et helt nyt lys over kronprinsessens kontakt med den nu afdøde og overgrebsdømte Jeffrey Epstein.
Det fremgår, at de gennem flere år udvekslede beskeder, sendte hilsener til hinanden og mødtes gentagne gange mellem 2011 og 2013. Oplysningerne har fået flere kongehuseksperter til åbent at stille spørgsmålstegn ved både dømmekraften og håndteringen fra Slottets side.
Det skriver Nettavisen.
Særligt vækker indholdet af beskederne opsigt. Ifølge de nye dokumenter var tonen mellem kronprinsessen og Epstein langt mere personlig, end hvad der tidligere har været fremme. Blandt formuleringerne findes vendinger, som eksperter beskriver som både intime og grænseoverskridende i en kongelig sammenhæng – herunder beskeden "Du kilder min hjerne".
Chokeret over nye oplysninger
Kongehusekspert Tove Taalesen lægger ikke skjul på sin forbløffelse over det, der nu er kommet frem. Hun peger på, at offentligheden hidtil har haft et langt mere afdæmpet billede af relationen, end dokumenterne nu viser, og understreger, at det aldrig før har været kendt, at kronprinsessen opholdt sig i Epsteins hus i Palm Beach. Et ophold, der ifølge papirerne varede fire dage og fandt sted via en fælles bekendt.
Også Slottets rolle bliver nu trukket ind i kritikken. Flere eksperter undrer sig over, hvorfor kongehuset ikke tidligere har været mere åbne om relationen, særligt i lyset af Epsteins dom for børneprostitution allerede i 2008. Kritikken handler ikke kun om kontakten i sig selv, men om signalværdien og ansvaret, der følger med en så fremtrædende position.
Efter offentliggørelsen har kronprinsesse Mette-Marit selv reageret. I en udtalelse har hun givet udtryk for fortrydelse og kaldt sagen "simpelthen pinlig". En formulering, som ifølge Tove Taalesen vidner om, at der længe har været en bevidsthed om, at sagen kunne få alvorlige konsekvenser, hvis den kom frem.
Andre eksperter har en mere afdæmpet tilgang og peger på, at omgangsformer i internationale elitekredse kan adskille sig markant fra almindelige normer. Alligevel er der bred enighed om, at sagen stiller kongehuset i et yderst ubehageligt lys og rejser alvorlige spørgsmål om dømmekraft.

