Kendte
Spekulationerne gik amok: Her er sandheden om Jim Carrey
Der skulle egentlig kun have været tale om en hædersaften i Paris. Men i dagene efter, at Jim Carrey modtog en ærespris ved den franske César-uddeling, tog historien en uventet drejning.
Den 62-årige skuespiller, som de senere år har holdt sig mere i baggrunden, var mødt op for at modtage en æres-César og takkede ovenikøbet publikum på fransk. Alligevel begyndte der kort efter at florere et opsigtsvækkende rygte på sociale medier: Var det overhovedet Jim Carrey selv, der stod på scenen?
Spekulationerne gik på, at en dobbeltgænger – en såkaldt stand-in – skulle have indtaget hans plads. Flere pegede på, at skuespilleren så anderledes ud, end han plejer, og det satte gang i konspirationerne.
Nu er det slået fast
Makeupartisten Alexis Stone pustede yderligere til ilden, da han på sin Instagram-profil hævdede, at han havde udgivet sig for at være Carrey under prisuddelingen iført maske, paryk og kunstige tænder. Påstanden fik hurtigt opmærksomhed.
Men ifølge Jim Carreys mangeårige publicist er der ingen tvivl om, hvad der er op og ned.
Også arrangørerne bag César Awards har over for Variety bekræftet, at det var den ægte Jim Carrey, der var til stede i Paris.
Det skriver Variety.
Rygterne om en forklædt dobbeltgænger kan dermed lægges i graven. Selvom Jim Carrey gennem sin karriere har været kendt for at lege med identiteter og overraske sit publikum, var der denne gang ikke tale om en del af et større stunt – men ganske enkelt en hædret skuespiller, der mødte op for at modtage sin pris.

