Politik
Nye Epstein-filer ser dagens lys: Kvinde anklager Trump for overgreb
Nye dokumenter fra den omfattende Jeffrey Epstein-sag har igen sat fokus på USA’s præsident Donald Trump. Dokumenterne er blevet offentliggjort af det amerikanske justitsministerium og stammer fra FBI-afhøringer, som tidligere ikke var blevet gjort tilgængelige sammen med resten af Epstein-materialet.
Ifølge det amerikanske medie CNN drejer det sig om flere såkaldte “302”-notater – FBI’s interne referater af vidneinterviews. Her gengives, hvad personer har fortalt efterforskerne, men dokumenterne indeholder ikke yderligere beviser eller vurderinger fra FBI-agenterne.
Blandt de nye dokumenter er afhøringer med en kvinde, der har fortalt FBI, at hun som mindreårig blev udsat for gentagne overgreb fra Jeffrey Epstein. Ifølge hendes forklaring begyndte misbruget, da hun var omkring 13 år gammel.
I nogle af de senere interviews fremsatte hun også anklager mod Donald Trump. Kvinden fortalte efterforskerne, at Epstein på et tidspunkt tog hende med til en høj bygning i enten New York eller New Jersey, hvor hun ifølge sin forklaring blev præsenteret for Trump.
Det skriver CNN.
Ifølge kvindens forklaring bad Trump alle andre om at forlade rummet, hvor de mødtes, og sagde noget i retning af: “Lad mig lære dig, hvordan små piger skal være.” Derefter lynede han ifølge hendes udsagn bukserne ned og -"tvang hendes hoved ned mod sin penis", fortalte hun FBI-agenterne.
Kvinden forklarede videre, at hun reagerede ved at bide Trump. Ifølge hendes forklaring slog han hende derefter og råbte: “Få den lille kælling ud herfra.”
Trump har imidlertid konsekvent afvist enhver form for ugerning i forbindelse med Jeffrey Epstein. Det Hvide Hus har også afvist anklagerne.
Modtog trusler
Pressesekretær Karoline Leavitt udtalte torsdag, at påstandene i FBI-interviewene er “fuldstændig grundløse beskyldninger uden troværdige beviser”. Hun pegede samtidig på, at tidligere myndigheder havde kendskab til anklagerne i flere år uden at føre en sag videre.
De offentliggjorte dokumenter viser, at FBI-agenter i alt afhørte kvinden fire gange i løbet af 2019. I det første interview talte hun kun om påståede overgreb begået af Epstein og nævnte ikke Trump. Først i senere samtaler kom hun med sine anklager mod den nuværende præsident.
Under en af afhøringerne fortalte kvinden også, at hun havde modtaget truende telefonopkald, som hun mente kunne være relateret til Epstein eller Trump. Hun beskrev desuden flere episoder, hvor hun næsten blev kørt af vejen af andre biler.
Det er dog uklart, hvad der siden skete med FBI’s undersøgelse af kvindens anklager. En intern e-mail mellem FBI-agenter, som indgår i dokumenterne, nævner, at et identificeret offer senere nægtede at samarbejde yderligere med myndighederne.
Samtidig oplyser det amerikanske justitsministerium, at der i øjeblikket ikke er nogen aktiv efterforskning af personer med forbindelse til Epstein-sagen.
Offentliggørelsen af de millioner af Epstein-dokumenter har dog været præget af problemer. Justitsministeriet har flere gange måttet fjerne og genudgive materiale efter fejl i redigeringen af dokumenterne.
Ifølge en embedsmand har omkring én procent af de cirka tre millioner dokumenter haft fejl i redigeringen.
“Normalt i livet er det ret godt at få 99 procent rigtigt, men her er det stadig mange fejl,” udtalte en højtstående medarbejder i justitsministeriet til CNN.

