De kongelige
Prinsesse Kate med privat afsløring: Sådan har kræften ændret hendes liv
Da prinsesse Kate torsdag besøgte en ølhal i London, var det ikke kun stemningen og selskabet, der vakte opmærksomhed. Under besøget gav prinsessen af Wales nemlig et sjældent indblik i, hvordan hendes liv har ændret sig efter sygdommen, der ramte hende for to år siden.
Den 44-årige prinsesse deltog i et arrangement i Fabal Beerhall, hvor hun blev tilbudt en drink. Men her valgte hun at takke pænt nej – og forklarede samtidig hvorfor.
“Siden min diagnose har jeg ikke drukket særlig meget alkohol … det er noget, jeg skal være langt mere opmærksom på nu,” sagde hun under besøget.
Det skriver ABCnews.
Prinsesse Kate fortalte første gang offentligt om sin kræftsygdom i marts 2024. Dengang forklarede hun, at lægerne havde anbefalet et forebyggende kemoterapiforløb efter diagnosen.
Samtidig understregede hun, at hun forsøgte at fokusere på det, der kunne hjælpe hende igennem den svære periode.
“Jeg bliver stærkere for hver dag ved at fokusere på de ting, der hjælper mig med at hele i mit sind, min krop og min sjæl,” sagde hun dengang.
Prinsesse Kate er ikke ene om beslutningen
Selvom prinsessen har været åben om behandlingen, har hun aldrig offentliggjort, hvilken type kræft hun blev diagnosticeret med, eller hvilket stadie sygdommen var i.
Eksperter peger på, at mange mennesker efter en kræftdiagnose vælger at ændre deres livsstil. Det gælder blandt andet alkoholforbrug.
Ifølge både Verdenssundhedsorganisationen (WHO) og de amerikanske sundhedsmyndigheder hos CDC kan alkohol være forbundet med flere former for kræft, blandt andet brystkræft, kræft i tyktarmen, spiserøret, leveren samt mund og svælg.
CDC oplyser samtidig, at mere end 20.000 mennesker hvert år i USA dør af kræftsygdomme, der kan knyttes til alkohol.
En kræftspecialist fra Moffitt Cancer Center i Florida har forklaret til ABC News, at mennesker, der har haft kræft – især i en relativt ung alder – ofte forsøger at tage større kontrol over deres helbred. At reducere alkoholforbruget kan ifølge ham være en måde at mindske risikoen for nye kræftsygdomme.
Efter behandlingen kunne prinsesse Kate i januar 2025 fortælle, at hun var i remission. Samtidig meldte hun ud, at hun langsomt ville vende tilbage til sine officielle opgaver i den britiske kongefamilie.

